'Voice - Junior'-vinder om hyldest: Det er helt overvældende

For 14-årige Aland Mustafa, som lørdag aften vandt anden sæson af 'Voice - Junior', har der ikke været ret meget tid til almindelig hverdag, siden han vendte hjem til Fredericia.

Hele byen har i de seneste dage hyldet den dygtige, unge sanger, som mandag blev modtaget af borgmester Jacob Bjerregaard og 400 elever i Ullerubbækskolens gymnastiksal (Se videoklip øverst).

- Det er helt overvældende og fantastisk at få sådan en modtagelse, siger Aland til voice.tv2.dk og tilføjer, at han onsdag gav en lille mini-koncert på skolen sammen med to andre 'Voice - Junior 2'-deltagere Alina (Team Wafande) og Malthe (Team Joey).

- Vi sang "All of Me", "Classic" og "Klar på mig" sammen. Det var rigtig sjovt, lyder det fra Fredericia-drengen, som fredag eftermiddag gentager succesen, når han optræder på byens rådhusplads i forbindelse med, at juletræet tændes. Her synger han de samme tre numre - men denne gang alene.

Ikke tid til piger
Aland må nu vænne sig til at skulle skrive autografer til højre og venstre, ligesom han også får ekstra opmærksomhed fra pigerne:

- Ha-ha, ja det har jeg godt mærket, lyder det lidt genert fra Aland, som ikke har en kæreste og heller ikke har tid til at tænke på den slags nu, hvor han både skal koncentrere sig om diverse optrædender, interview med journalister og skolearbejdet.

'Voice - Junior'-vinderen har heller ikke nået at beslutte sig for, hvad præmien på de 50.000 kroner til en rejse helt præcist skal bruges på. Men han har en drøm.

- Jeg kunne godt tænke mig at komme til Amerika sammen med familien. Så skal vi køre rundt i en autocamper og se en hel masse, blandt andet Washington og New York, lyder det forventningsfuldt fra Aland, som stadig er så overvældet over den seneste tids mange oplevelser, at han har svært ved at sætte ord på det.