Her smider Makienok tøjet for velgørenhed

16x9
Simon Makienok støtter op om kampagnen 'Smid tøjet Danmark'. Foto: Scanpix

Fodboldspilleren Simon Makienok står splitterravende nøgen på et billede, som hans hustru, tv-værten Ibi Støving, har delt på sin Instagram-profil. Han gør det i den gode sags tjeneste.

Ægteparret Ibi Støving og Simon Makienok er ikke blege for at vise hud, når de deler billeder på de sociale medier, og særligt Palermo-spillerens trimmede og tatoverede brystkasse dukker jævnligt op på parrets sociale medier.

På det seneste billede, tv-værten Ibi Støving har delt af gemalen, er det Simon Makienoks nøgne ryg – med en gigantisk løve-tatovering – og ikke mindst hans bare bagdel, der er i fokus. 

Denne gang er der dog en mening med nøgenheden.

Både Ibi Støving og Simon Makienok er nemlig ambassadører for Røde Kors, der netop har lanceret kampagnen ’Smid tøjet Danmark’ i samarbejde med TV 2.

Læs mere om kampagnen hos Røde Kors her.

A post shared by Ibi Makienok (@planetibi) on

Kampagnen har til formål at få danskerne til at aflevere det tøj, de ikke længere bruger, og aflevere det til Røde Kors. Røde Kors kan så sælge tøjet videre og lade fortjenesten af salget gå til mennesker, der har brug for hjælp, både herhjemme og i udlandet.

Se kortet: Her kan du aflevere dit genbrugstøj

Om 'Smid tøjet Danmark' skriver Ibi Støving:

- Du kan gøre så meget – ved at gøre ganske lidt. Jeg ved, du har tøj liggende hjemme i dit skab, som ikke har set dagens lys i et par år, noget er for småt, noget er for stort, noget er gammelt børnetøj, noget er fra 70’erne – og du har måske tænkt, det skulle syes om, men det bliver jo aldrig gjort (…) Årsagen til for meget tøj i hjemmet, der ikke bliver brugt, er ligegyldig, det handler nemlig om, at du kan give det videre, skriver hun på sin blog.

På billedet af Simon Makienok står han da også med to store plastiksække fyldt med tøj, som parret donerer til ’Smid tøjet Danmark’-kampagnen. 

Kampagnen, der allerede er i gang, kulminerer lørdag den 9. maj, hvor TV 2 sender et stort gallashow.

Foto: Grafik: Røde Kors