Søren Rasted: Mine børn skal ikke gå i mærketøj

16x9
Søren og Nicolaj Rasted støtter som Hej Matematik op om kampagnen 'Smid tøjet Danmark'. Foto: Per Arnesen/TV 2

Hej Matematik-musikeren Søren Rasted støtter op om Røde Kors og TV 2’s store kampagne ’Smid tøjet Danmark’, hvor danskerne opfordres til at donere deres tøj til genbrug. Søren Rasted og hustruen Lene Nystrøms børn er selv vilde med at gå i genbrugstøj.

Lørdag den 2. maj står i genbrugens tegn for musikeren Søren Rasted, når han sammen med nevøen og Hej Matematik-partneren Nicolaj Rasted samt sangerinden Nabiha optræder i Hørsholm som ambassadør for kampagnen ’Smid tøjet Danmark’.

Kampagnen er allerede i fuld gang, og danskerne strømmer til Røde Kors’ butikker og containere landet over for at donere deres genbrugstøj til velgørenhed. Du kan også være med i Danmarkshistoriens største tøjindsamling.

Se kortet: Her kan du aflevere dit genbrugstøj

I familien Rasted/Nystrøm har man i mange år været ivrige brugere af genbrugstøj. Lene Nystrøms mor er nemlig frivillig i Røde Kors-butikken i Hornbæk, fortæller Søren Rasted.

- Vi har altid købt genbrugstøj til vores børn, og netop fordi Lenes mor står i en Røde Kors-butik, har vi købt en del der. Jeg kunne ikke drømme om at give mine børn mærketøj på. De bruger jo tøjet i max et år ad gangen, mens de gror, så jeg synes, det er helt på sin plads, at de går i genbrugstøj. I dag er de otte og ti år, og de går stadig i second hand-tøj. Der er intet galt i at gå i genbrugstøj – tværtimod er det ret fedt, siger Søren Rasted til TV 2.

Læs også: Sådan lærer du at spotte fedt genbrugstøj

Røde Kors tager imod alle former for tøj, tekstiler og sko, også selvom det er slidt og hullet. Det tøj, som ikke kan videresælges direkte i landets mere end 230 Røde Kors-butikker, bliver nemlig solgt videre til virksomheder, der genanvender tøjfibrene i eksempelvis bamser og puder.

Foto: Grafik: Røde Kors

Søren Rasted har da også selv været i gang med gennemgå sit eget klædeskab og har fundet en masse tøj, der bliver afleveret til Røde Kors. Særligt én farve er gennemgående i den stak, han donerer.

- Der er meget sort tøj blandt det, jeg afleverer. Jeg kan generelt godt lide at gå i sort tøj, og det er meget nemt. Jeg synes også, at jeg allerede har været hele farveskalalen igennem i min ungdom, siger Søren Rasted med et grin.

Læs også: Her smider Makienok tøjet for velgørenhed

Hele uge 19 er officiel ’Smid tøjet Danmark’-uge, og i ugens løb kan du ud over at aflevere dit genbrugstøj hos Røde Kors også aflevere det i dit lokale COOP-supermarked.

Allerede fredag den 1. maj sparker TV 2 uge 19 i gang med et optaktsprogram på tv, og lørdag den 2. maj rejser tre ambassadørpar rundt i landet for at indsamle danskernes genbrugstøj.

Hej Matematik og Nabiha kan opleves i Hørsholm, danserne Claudia Rex og Mads Vad i Aarhus og madguruerne Claus Holm og Christian Bitz i Svendborg.

Læs mere om kampagnen på Røde Kors' hjemmeside.

Mikkel Kryger er vært, når TV 2 sender optaktsprogrammet til kampagnen 'Smid tøjet Danmark' fredag den 1. maj.
Mikkel Kryger er vært, når TV 2 sender optaktsprogrammet til kampagnen 'Smid tøjet Danmark' fredag den 1. maj. Foto: Per Arnesen/TV 2