'Lykkehjulet' vender tilbage

I anledning af TV 2s 30-årsjubilæum kommer der en ny omgang af det legendariske program.

Dikke, dikke, dikke, dik-ke, dik…

Lyden af det farvestrålende hjul, der langsomt beslutter sig for, hvor det vil stoppe, kan vække nostalgien i de fleste danskere.

Men snart er ’Lykkehjulet’ ikke længere kun minder.

For fra 1. oktober 2018 bliver det legendariske underholdningsprogram genoplivet i anledning af TV 2s 30-årsjubilæum – i en ny version på seks afsnit med nye værter.

En drengedrøm

Det bliver Mikkel Kryger, der til daglig er vært på ’Go’ morgen Danmark’, der kommer til at styre slagets gang i samarbejde med skuespillerinden Stephania Potalivo, som blandt andet er kendt fra ’Sjit Happens’ og ’Mercur’.

Mikkel Kryger og Stephania Potalivo har dannet værtspar sammen før, da de sidste efterår var værter på  'Voice Junior'. Privat er de to gode venner.
Mikkel Kryger og Stephania Potalivo har dannet værtspar sammen før, da de sidste efterår var værter på 'Voice Junior'. Privat er de to gode venner. Foto: Per Arnesen / TV 2

Ifølge Mikkel Kryger er det en drengedrøm, der går i opfyldelse, at få lov at gå i Bengt Burg og Michael Meyerheims fodspor.

Derfor var han heller et øjeblik i tvivl, om han skulle takke ja, da han fik jobbet tilbudt.

- Jeg har altid tænkt, at det ville være sjovt at lave, men jeg regnede ikke med, at det nogensinde kom tilbage, siger han.

- Jeg gider ikke være nervøs, men jeg er spændt. Det er store sko at skulle udfylde, for Bengt Burg og Michael Meyerheim, som lavede det i sin tid, er nogle af de største helte inden for tv. Så det er selvfølgelig med en vis ærefrygt – og det kan man godt blive spændt i maven over, lyder det fra den 35-årige vært.

Mikkel Krygers nye værtstjans kommer ikke til at gå ud over hans daglige arbejde på 'Go' morgen Danmark', lover han.
Mikkel Krygers nye værtstjans kommer ikke til at gå ud over hans daglige arbejde på 'Go' morgen Danmark', lover han. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Parodierede Bengt Burg

Det er ikke første gang, Mikkel Kryger skal prøve kræfter med at gøre de to tv-personligheder kunsten efter.

Indtil 2006 var Michael Meyerheim vært på ’Go’ morgen Danmark’ – et job, som Mikkel Kryger i dag besidder.

I forhold til Bengt Burg skal vi noget længere tilbage i tiden.

- I 6. eller 7. klasse lavede vi et show, hvor vi havde en 'Lykkehjulet'-parodi. Jeg var meget fascineret af Bengt Burg, så jeg blev klædt ud og parodierede ham, husker den nye vært, der i sin tid så programmet sammen med sine bedsteforældre.

- Der er så meget nostalgi i det program. Jeg tror, det bliver helt emotionelt, når man står midt i det, siger Mikkel Kryger.

Nyt hjul, samme lyd

Den nye udgave af ’Lykkehjulet’ kommer til at ligne det ’Lykkehjulet’, vi kender fra 1990’erne.

Sådan så det oprindelige 'Lykkehjulet' ud i slutnignen af 80'erne, da Michael Meyerheim og Carina Jensen var værter.
Sådan så det oprindelige 'Lykkehjulet' ud i slutnignen af 80'erne, da Michael Meyerheim og Carina Jensen var værter. Foto: Jan Jørgensen / Scanpix Danmark

Og selvom den genkendelige dikke-dik-lyd igen vil kunne høres i de danske stuer, er alting dog ikke, som det var, da programmet blev sendt første gang.

For selve lykkehjulet eksisterer ikke længere, og derfor bliver man selvsagt nødt til at bygge et nyt. Det bliver dog så tæt på originalen som overhovedet muligt.

- Man har fundet ham, der i sin tid byggede det, og han laver et præcis magen til. Lyden er jo lyden af ’Lykkehjulet’, så derfor skal de mindste detaljer være på plads, så det giver den helt rigtige lyd, når det kører rundt, siger Mikkel Kryger.

Den nye udgave af ’Lykkehjulet’ kan ses på TV 2 fra den 1. oktober 2018 klokken 20.00