Billet-trick: Sådan rejser du billigst med DSB

16x9

Se hvilke togstrækninger i landet, der kan spares penge på

Orange-billetter, Minigruppe-rabbetter, klapsæde-billetter og Wildcard-priser. Der er mange tilbud at vælge imellem, når man klikker sig ind på DSB's hjemmeside for at købe tog-billetter

Men ofte er de billigste billetter ikke at finde i strømmen af rabattilbud. Dem skal du selv tænke dig til.

Tv2.dk giver dig derfor her en guide over, hvad der er den billigste løsning og et udpluk af nogle af de strækninger, hvor du nemt kan spare penge ved at købe en billet til en anden destination, end den planlagte.

"Snyd" dig til billigere billet

For mange rejsende vil ingen af de nævnte rabatter forneden være nyttige. Hvis man skal rejse inden for et lokale takstområde, som er de gamle amter, kan man ikke bruge Wildcard-, Sviptur- eller 65-rabbatter. Her råder DSB til at købe et klippekort. Men skal man kun en gang frem og tilbage eller går man under kategorien til et Wildcard- eller en 65-billet er den billigste løsning oftest at købe en billet til en destination længere væk end den planlagte.

Hvis du for eksempel skal en tur fra København til Helsingør, så kan det bedre betale sig at købe en billet til Helsingborg i Sverige. Billetten til Helsingør koster 108 kroner for en voksen, men til Helsingborg i Sverige skal du kan af med 81 kroner for en voksenbillet. Den eneste forskel på turen, udover prisen, er en lille tur med en færge, der åbenbart gør billetten billigere.

Se her eksempler på, hvilke strækninger i landet, der kan spares penge på, både med eller uden rabatordninger.

København - Helsingør: 108 kroner for alle. En billet til Helsingborg koster 81 kroner for alle, og 65 kroner med Wildcard eller 65-billet.

Esbjerg - Vejen: 72 kroner for alle. En billet til Kolding koster 45 kroner med Wildcard eller 65-billet.

Korsør - Ringsted: 78 kroner for alle. En billet til Glumsø koster 71 kroner for alle og 36 kroner med Wildcard eller 65-billet.

Nykøbing F - Næstved: 80 kroner for alle. En billet til Ringsted koster 45 kroner med Wildcard eller 65-billet.

Aalborg - Hobro: 81 kroner for alle. En billet til Randers koster 50 kroner med Wildcard eller 65-billet.

Helsingør - Roskilde: 108 kroner for alle. En billet til Tølløse koster 79 kroner for alle og 40 kroner med Wildcard eller 65-billet.

Kalundborg - Holbæk: 78 kroner for alle. En billet til Roskilde koster 40 kroner med Wildcard eller 65-billet,

Vejle - Fredericia: 48 kroner for alle. En billet til Middelfart koster 36 kroner med Wildcard eller 65-billet.

Holstebro - Herning: 44 kroner for alle. En billet til Thyregod koster 40 kroner med Wildcard eller 65-billet.

Roskilde - København med IC-tog på hverdage mellem 12-20: 96 kroner for alle plus et tillæg på 30 kroner. En billet til Kastrup på samme dag og tid koster 108 kroner uden tillæg.

Nykøbing S - Holbæk: 65 kroner for alle. En billet til Roskilde koster 51 kroner med Wildcard eller 65-billet.

Skagen - Hobro: 207 kroner for alle. En billet til Randers koster 199 kroner for alle og 100 kroner med Wildcard eller 65-billet.

Odense bybus-tur: En almindelig billet til bybussen i Odense koster 19 kroner og kan bruges en time. En DSB billet fra Odense station til Odense sygehus koster 12 kroner med Wildcard eller 65-billet og kan bruges i alle busser hele dagen.

Det er ganske lovligt for passagererne at købe en billet til en by længere væk end destinationen.

Orange Billetter:

Hvis du lang tid i forvejen ved, hvornår du skal rejse, og du er villig til at gøre det på akavede tidspunkter på døgnet, er DSB's Orangebilletter en god løsning. Her kan man gøre et billigt kup, som for eksempel at komme fra København til Jylland for 99 kroner.

Hvis man ikke er tidligt nok ude, er det dog kun de meget sene og de meget tidlige afgange, der er mulige at bestille billetter til.

Orange Sviptur:

En sviptur er i ordets betydning en billet til personen, der skal frem og tilbage inden for kort tid. Her skal man rejse af sted efter klokken 16 og tilbage igen, inden døgnet er overstået, dog hele lørdag. DSB-døgnet går til klokken 4 om natten og ikke til midnat.

Med Sviptur-billetten kan du rejse rundt i en hel landsdel tur og retur for 119 kroner. Man skal dog være opmærksom på, at billetten kun kan købes automaterne eller over mobilen og ikke kan købes på nettet eller i kioskerne. Billetten kan først købes efter klokken 15.30.

Landsdelene for en sviptur er delt op i Nordjylland, Midtjylland, Fyn og Sydjylland og Sjælland, og det er derfor ikke muligt at krydse Storebælt med billetten.

Som med de fleste andre Orange-billetter kan Sviptur-billetten ikke bruges til at rejse videre i busser, S-tog og Metro.

Bytur-billet:

I hovedstadsområdet har DSB dog sørget for at lave en lignende Svipturs-løsning, hvis man også skal med bus, S-tog og Metro. Billetten koster 59 kroner og kan bruges til alle tog og busser i hovedstadsområdet inden for samme tidsrammer som Sviptur-billetten.

Billetten kan købes i både kiosker og billetautomater.

Flere end to?

Hvis man er tre eller flere, der rejser sammen, har DSB lavet en Minigruppe-billet, der giver 20 procent eller mere i rabat, end hvis man købte en almindelig billet.

DSB Minigruppe gælder for rejser for 3-7 personer på én samlet billet. Heraf skal mindst to være betalende voksne. Børn helt op til og med 15 år rejser gratis.

Billetten kan også bruges i S-tog, men gælder ikke til videre rejse med bus.

Ung eller studerende?

For unge mellem 16-26 eller studerende er den billigste løsning for enkelte billetter at købe at Wildcard. Et Wildcard koster 185 kroner og giver dig 50 procent rabat på alle billetter, på nær fredag, søndag og helligdage, der giver 25 procent i rabat.

Desuden kan du med et Wildcard også få 25 procent rabat på mange produkter i DSB kiosken og salgsvognen i toget.

Over 65 år?

Er du fyldt 65 år har du mulighed for at købe en 65-billet.

Er du ikke fyldt 65 år, men modtager førtidspension efter lov om dansk social pension, har du også mulighed for at rejse på DSB 65-billet. Du skal blot have et DSB Legitimationskort, som fås gratis på DSB-stationer.

Reglerne om dage og tidspunkter er de samme som for Wildcard-billetterne.

For at opnå 65- og Wildcard-rabatten skal du rejse over en takst-grænse. Rejser du lokalt i et takstområde, kan du ikke købe de to billetter.

Frem og tilbage flere gange?

Skal du rejse frem og tilbage flere gange på den samme strækning er den billigste løsning at købe et klippekort.

Klippekortene fås både til de lokale strækninger som et zone-klippekort, som både kan bruges i busser og toge eller som et almindeligt DSB-klippekort.

Er du i kategorien til et Wildcard kan du også få et Ungdomsklippekort.

Har du andre gode tip om billigere billetter, kan du skrive i kommentarfeltet nedenfor.