Tine Sjørups brev til Operation X

16x9

Tine Sjørups mand tog sit eget liv i december 2006. Efter halvandet år i sorg deltog hun i en klarsynsaften med mediet Martin Hulbæk, som påstod han var i kontakt med hendes afdøde mand.

Tine Sjørup er ikke i tvivl om, at Hulbæk havde "googlet" hende, inden hun kom til seancen.

I Operation X mandag aften fortæller hun, hvordan det påvirkede hende.

Tine Sjørup skrev brevet til Operation Xs redaktion, fordi hun har behov for at forklare, hvorfor hun står frem med sine erfaringer med at gå til clairvoyante medier for at få kontakt med afdøde.

Vi har med Tine Sjørups tilladelse valgt at offentliggøre brevet, fordi det uddyber hendes udtalelser i programmet og beskriver, hvor alvorligt det kan være at blande sig en sorgproces.

Tine Sjørups brev til Operation X redaktionen:

Kære redaktion på Operation X

Jeg har nedfældet mine tanker om min deltagelse i programmet. Tankerne er nedskrevet som de er tænkt og følt, uden hensyn til formidlingsdelen, så jeg håber at budskabet er forståeligt.

Fremmedgørelsen:

Når et menneske dør meget pludseligt - og især ved et selvmord, så bruger efterladte som jeg meget energi på at tænke over hvorvidt de kendte den døde rigtigt - eller om det kun var en facade (en skal) de så og kendte.

Min store trøst i min sorg har været, at jeg stadig føler, jeg kendte min mand rigtig rigtig godt!

Når en mand som Martin Hulbæk forsøger at "lege" min afdøde mand- prøver han på samme tid at ændre på mit billede af min mand. Han tror, han er i stand til at gennemskue et helt liv - en hel sjæl- en stor personlighed blot ved at google på nettet og "gennemskue" mine signaler. Det eneste han gør, er at skabe en fremmedgørelse. Han "ændrer" på den dødes personlighed, så den passer til hans lommepsykologiske formåen. Problemet er bare, at han slet ikke har evnerne til at beskrive et andet menneske, som det var da det levede - Det er kun de efterladte som - tilnærmelsesvis - kan det. Det er grumt og samvittighedsløst at forsøge, da han degraderer en andet menneskes værd. Intet menneske er så lidt værd at det matcher "mediets" forklejnede forsøg!

Kaos

Da jeg mistede Henrik ramlede kaos ind over mig. Fortid, nutid, fremtid susede rundt imellem følelser som afmagt, panik, smerte, skyld, længsel og savn- Sådan er det langt hen ad vejen stadigvæk. Sorgbearbejdelse for mig handler om at få ryddet op i tanker og følelser og få det hele placeret på de rette hylder. I min situation vil man gøre ALT for at lindre smerten og få styr på kaos.

En mand som Martin Hulbæk nyder godt af min sorg og mit indre kaos. Problemet er bare, at han ikke evner at lindre eller rydde op. Han skaber blot mere kaos. Han klipper håret af en skaldet.

For nogen kan det, han gør, måske føles som et plaster på det dybe sår. Men plastret vil før eller siden falde af, og under det vil såret stadig være der... Det vil blot være endnu mere betændt og grumset. Det at kunne skelne sandhed fra illusion er for mig meget vigtig i sorgbearbejdelse. Martin Hulbæk med flere forsøger at slå plat på at denne evne er svækket i sorgen.

Er jeg naiv og dum?

Mange har siden spurgt mig, hvordan pokker jeg kunne finde på at gå til en "klarsynsaften" - jeg burde vide bedre. I dette spørgsmål ligger der også det budskab, at jeg selv har bedt om at blive narret. For mig handler dette dog ikke om at "den kloge narrer den mindre kloge". For mig handler det om, at "den samvittighedsløse udnytter den yderst sårbare - og derfor modtagelige - sjæl."

Hvorfor operation X

Det er ganske enkelt den eneste metode jeg kender, hvormed jeg - via en utrolig dygtig, hensynsfuld og empatisk redaktion - kan tydeliggøre og dermed, til en vis grad, få godtgjort den skade folk som Martin Hulbæk forvolder. Jeg er Operation X dybt taknemmelig for deres engagement i denne sag. Uden dem ville jeg sidde tilbage med en følelse af at en psykisk voldtægtsmand kunne slippe af sted med hvad som helst - så mange tak for det, Operation X!!

De bedste hilsner

Tine Sjørup