Elselskab bondefanger kunderne

Natur_Energi

Elselskabet "Natur-Energi" markedsfører sig som Danmarks nye, grønne elselskab.

Med løfter CO2-neutral strøm, kan den miljørigtige forbruger slå to fluer med et smæk. Elselskabet leverer "grøn" strøm og samtidig lokkes med priser lavere end tilsvarende strøm fra andre leverandører. Men problemet er at kunderne i flere tilfælde ikke anede, at de havde skiftet leverandør.

Blev kunde mod sin vilje

Mads Henriksen, der er seniorkonsulent i firmaet CareMatch, bliver en formiddag ringet op af en sælger fra Natur-Energi, som tilbyder at firmaet at skifte elselskab og dermed få "grøn strøm" i stikkontakterne:

Mads Henriksen er interesseret, men vil dog ikke sige ja, før han ved mere om Natur-Energi og produktet.

Han fortæller:"Jeg beder dem om at sende mig informationsmateriale på mail. Dagen efter bliver jeg ringet op af en meget aggressiv sælger, der insisterer på at jeg skal bekræfte kontrakten, fordi vi nu er kunder hos dem."

Det informationsmateriale, som Mads Henriksen har bedt om, viser sig at være en kontrakt og et bevis på, at han og firmaet nu er kunder hos Natur-Energi:

"Da jeg modtager beviset og kontrakten bliver jeg overrasket over, at jeg allerede er kunde. Det er ikke det jeg har givet tilsagn til over telefonen", siger Mads Henriksen.

Hermed starter en lang og frustrerende kamp for Mads Henriksen og CareMatch. Natur-Energis sælgere nægter nemlig at annullere den aftale, de påstår, Mads Henriksen har indgået med Natur-Energi.

Dyrere end 10 ud af 10

I Århus føler Jannie Degn Andersen sig også snydt af Natur-Energi. Hun møder Natur-Energis sælgere på gaden, som overbeviser hende om, at hun kan spare penge ved at skifte til Natur-Energi. - Og så kan hun endda gøre noget godt for miljøet.

Men da Jannie Degn Andersen modtager sin første faktura fra Natur-Energi, viser det sig dog, at hendes nye, grønne elselskab er markant dyrere end hendes oprindelige.

Med skjult kamera møder Basta de energiske sælgere fra Natur-Energi i Kolding Storcenter. Her fortæller de vores medarbejder, at Natur-Energi er billigere end ni ud af ti selskaber. Men sælgerne afviser at give Basta prisen på skrift. Og snart efter opdager Basta hvorfor.

Ifølge de beregninger, som Basta har foretaget, er Natur-Energi det absolut dyreste selskab på markedet - også når vi sammenligner med andre selskaber, der sælger grøn energi.

Skjuler priser for kunderne

Natur-Energis kunder har imidlertid meget ringe chancer for at gennemskue, at deres nye elselskab også er det dyreste. For selvom det er lovpligtigt for alle danske elselskaber at oplyse mindsteprisen til elpristavlen.dk, hvor forbrugerne kan danne sig et overblik og sammenligne selskabernes priser, er Natur-Energi ikke at finde på denne lovpligtige opgørelse.

Og det er ulovligt, fortæller kontorchef hos Energitilsynet, Rune Moesgaard:

"Reglerne er, at alle handelsselskaber de er forpligtet til at oplyse deres til hver tid gældende priser til elpristavlen.dk uden undtagelse"

Hos Forbrugerrådet ser Mette Boye, der er chef for energiområdet, flere alvorlige problemer med Natur-Energis salgsmetoder:

De har opdraget deres sælgere til at gøre det stik modsatte af, hvad man skal gøre som en ansvarlig virksomhed, der gerne vil beholde sine kunder i rigtig lang tid."