Sjove facts om skærmtrolden Hugo

16x9

Hugo henrykte alle, da han i 90'erne dukkede op i det populære underholdningsprogram 'Eleva2ren'. Men hvor godt kender du egentlig den lille trold? Find ud af det her, hvor vi har samlet en række sjove facts om Hugo.

Hen over sommeren bringer vi her på tv2.dk en række artikler om tidligere kendte og elskede tv-personligheder. Og i den sammenhæng kom vi i tanke om lille Hugo.

Vi har derfor fået en snak med skaberen bag Hugo, Niels Krogh Mortensen. Han var kun 21 år, da han skabte Hugo, der siden skulle tage Danmark og resten af verden med storm.

Han afslører her en række sjove facts om Hugo og deler ud af sine mindeværdige episoder med Hugo både på og uden for skærmen.

Sjove facts om Hugo
I Hugos univers er Hugo over 300 år gammel og ca. en meter høj.

Hugo kom til verden inde i hovedet på mig, mens jeg cyklede hjem fra Hellerup til Gladsaxe en gang i foråret 1990. De første billeder af Hugo tegnede jeg hjemme hos min mormor samme aften.

I begyndelsen var vi kun en lille håndfuld mennesker, der tilsammen skabte Hugos personlighed, ideerne, spillene og teknikken. Senere var langt over 100 beskæftiget med at få Hugo ud i hele verden.

I starten af Hugos levetid havde vi kun EN fungerende Hugo-computer. Det var den, der kørte Hugo på Eleva2ren. Den stod altid åben med elektronikken blottet på vores kontor i Valby i løbet af ugen, mens vi arbejdede på den og udviklede spillet. En dag kort før den skulle køres til Nordisk Films studier tabte programmøren et helt glas juice ned i den. Heldigvis fik vi slukket hurtigt og reddede det, der skulle reddes, og Hugo kørte som altid fredag aften.

Det var Ivan Sølvason, ejeren af virksomheden SilverRock Productions, der skabte Hugo, som opfandt sætningerne: 'Hva' hvor ska' vi hen du?', 'Hallo er der nogen hjemme', 'Er du gal en kineser' og mange andre.

Hugos betydning i udlandet
En TV station ville meget gerne have Hugo til deres land, men bad om, at vi fjernede horn og hale i alle animationer i samtlige spil, da seerne var meget overtroiske, og de mente, at Hugo ville fremstå som djævlen selv. Hugo kom aldrig dertil.

Ved Hugos premiereshow i Spanien (som var det første land efter Danmark, der fik Hugo) - havde TV stationen valgt en kendt komiker, som allerførste spiller til spillet, hvor Hugo skal køre mod toget. Han havde så travlt med at fortælle jokes, at han ikke fik trykket Hugo væk fra toget en eneste gang. Hele Spanien og alle medier så med på det "fantastiske" interaktive eventyr.

Vi endte med at spise en pizza og var rimeligt nedtrykte efter premieren. Senere kom der dog gang i den, og de lavede et kæmpe Hugo-show, der i mange år kørte tre gange om dagen.

I Tyskland var der i flere år en hel times live Hugo-show om dagen!

Hugo blev en helt
Hugo fik en lille dreng ud af koma i Spanien. Efter en alvorlig operation kunne ingen få kontakt med drengen på 3 år. De prøvede alt muligt, men intet virkede.

En dag havde de tv'et tændt på stuen, og en mand på gaden havde en masse balloner. En af dem var en Hugo ballon. Drengen vågnede pludseligt op og råbte "HUGO!"

Mor og far kunne nu tale med ham. TV stationen blev kontaktet, og vi sendte en kæmpe merchandisekasse ned med Hugo tøjdyr, spil og sjov. Vi fik et fem siders langt takkebrev fra forældrene.

En pige på et hospital i Chile var 7 år gammel. Efter en hård operation ville hun ikke spise noget. De prøvede alt muligt, men intet virkede. Det eneste hun ville hver dag var at se Hugo. Så fik sygeplejersken en ide og ringede til TV stationen.

Næste dag sørgede de for, at pigen så Hugo-showet, og pludseligt vendte Hugo sig mod skærmen og sagde:

"Maria - (plus hospitalnavnet), jeg ved du har haft en svær operation. Men det er altså vigtigt, du husker at drikke din mælk hver dag".

Pigen gloede på skærmen - hun kunne ikke fatte det. Sygeplejersken stillede prompte et glas mælk til pigen, som hun drak øjeblikkeligt. Næste dag sagde Hugo til hende, at nu skulle hun også spise sin mad. Det gjorde hun så.

Familien kom senere til TV stationen og blev interviewet, og pigen var ellevild.

Stemmen bag Hugo
Manden bag Hugos stemme var oprindeligt Michael Brockdorf, der udviklede den sjove Hugo stemme år forinden, da han var i militæret og drillede sergenten. Han blev aldrig opdaget.

Mange folk tror, at stemmen er forvrænget digitalt - men det er nøjagtigt, sådan han lyder.

Hugo kunne tale live med folk på direkte tv. Det var lavet ved hjælp af en ombygget ishockeyhjelm med gardinskinner og fotoceller skruet på som en Storm-P opfindelse. Den registrerede, hvordan Michaels læber og ansigt stod, og vi kunne på få millisekunder overføre hans udtryk til de mange animerede billeder af Hugo.

Mange andre har siden overtaget opgaven med at lægge stemme til Hugo - bl.a. Amin Jensen.

Hugo skulle have heddet Max
Hugo skulle slet ikke have heddet Hugo - men Max. Produceren på Eleva2ren insisterede dog på, at han skulle hedde Hugo og fik en kæmpe artikel i avisen før tiden om den nye skærmtrold, der hed Hugo. Så var det afgjort og diskussionen ovre.

Efter vi lavede Hugo til Israel, kunne flere af os "sige" sætninger på hebraisk, som f.eks. "Hass-maa-nina-se-sju", som garanteret betyder noget i stil med, "Hva' hvor ska' vi hen du?"

I Kina er Hugos navn "Europæisk trold". Et andet fakta om det kinesiske show var, at det ikke kunne være interaktivt, fordi de krævede 30 sekunders forsinkelse for at kunne klippe væk, hvis nogen sagde noget negativt om styret.

Hugo har været på TV i over 30 lande og er solgt i adskillige millioner eksemplarer som computerspil.

Hugo omsatte samlet over 800.000.000 kr. over en 14 årig periode og underholdt over 400 millioner børn.

I dag er Hugo populær på app-markedet, hvor man kan downloade det klassiske spil 'Hugo Retro Mania' samt det helt nye spil 'Hugo Troll Race'.