'Badehotellet' nomineret til stor tv-pris - kæmper mod Spacey

Se 'Badehotellet' på TV 2 PLAY

TV 2-serien ’Badehotellet’ er nomineret i kategorien ’Bedste dramaserie’ ved den prestigefyldte tv-festival i Monte Carlo og har nu mulighed for at vinde 'Den gyldne nymfe'.

Det er nemlig ikke bare 1,3 millioner danske tv-seere, der er begejstrede for TV 2-serien 'Badehotellet'. Serien har også vakt opsigt i udlandet, hvor juryen bag den årlige 'Den gyldne nymfe'-prisuddeling har fundet serien værdig til en nominering i kategorien 'Bedste dramaserie'.

Læs også: Fup og fidus: Her ligger 'Badehotellet' i virkeligheden

Her skal tv-serien, der centrerer sig om Andersens Badehotel i Nordjylland, dyste mod den populære Netflix-serie 'House of Cards' med Hollywood-stjernen Kevin Spacey i hovedrollen, den britiske serie 'The Fall', der har Gillian Anderson og Jamie Dornan i hovedrollerne, den ligeledes britiske 'Happy Valley' samt 'Gomorrah' fra Italien og 'Love Child' fra Australien.

Producenterne bag tv-serien, Michael Bille Frandsen, Stig Thorsboe og Hanna Lundblad glæder sig over nomineringen.

- Vi er både glade og stolte over nomineringen.  Det er utrolig dejligt, at priskomiteen, blandt de mange internationale serier, der er med, har udvalgt 'Badehotellet' til en af de bedste, siger forfatter- og producentparret Stig Thorsboe og Hanna Lundblad til TV 2.

Læs også: TV 2 bekræfter: 'Badehotellet' får en tredje sæson

TV 2 har allerede annonceret, at der kommer en tredje sæson af 'Badehotellet'. Optagelserne begynder til sommer, og sæsonen forventes at få premiere i begyndelsen af 2016.

- Det er en kæmpe anerkendelse til hele holdet, både foran og bagom kameraet. Det er jo en fantastisk energi at starte tredje sæson op på, og vi glæder os til at samle holdet igen til sommer og lave syv nye afsnit, siger producent Michael Bille Frandsen.

Det er ikke første gang, en af TV 2s serier gør sig gældende ved filmfestivalen i Monte Carlo. For tre år siden vandt skuespillerinden Mille Dinesen en 'gylden nymfe' for sin præstation i en anden TV 2-serie, 'Rita'.

Læs også: Mille Dinesen vinder international pris

Tidligere er også Sonja Richter, Sofie Gråbøl og Kim Bodnia samt tv-serierne 'Borgen' og 'Broen II' blevet hædret ved den fine tv-festival.

Ved årets tv-festival er DR-serierne '1864' og 'Bankerot' i øvrigt nominererede i henholdsvis kategorierne 'Bedste miniserie' og 'Bedste komedieserie'.

Der er rigeligt grund til at feste for holdet bag 'Badehotellet', der nu er nomineret til 'Den gyldne nymfe'.
Der er rigeligt grund til at feste for holdet bag 'Badehotellet', der nu er nomineret til 'Den gyldne nymfe'. Foto: TV 2