'Badehotellets' Amalie Dollerup: Det sidste manuskript gjorde mig lidt frustreret

Se snigpremieren på tredje sæson af 'Badehotellet' på TV 2 PLAY

Mandag aften er det endelig blevet tid igen. Tid til sommer, sol og duften af Vesterhavet.

Klokken 20 tager TV 2 nemlig hul på tredje sæson af seersuccesen 'Badehotellet', og ligesom i de to foregående sæsoner er der masser af drama på Andersens Badehotel. 

Det gælder også for Amanda, der spilles af Amalie Dollerup. Amanda, der i serien har udviklet sig fra at være en forkælet rigmandsdatter til en betænksom, voksen kvinde, der har måttet indgå et fornuftsægsteskab med grev Ditmar (Mads Wille), kommer også i den kommende sæson til at stå over for svære valg. Og nogle af de beslutninger, Amanda træffer i serien, og den udvikling, hun gennemgår, har været overraskende for Amalie Dollerup. 

Amanda (Amalie Dollerup) har nok at se til i tredje sæson af 'Badehotellet', når hun blandt andet skal forsøge at holde styr på både veninden Ella (Emma Sehested Høeg) og Max Berggren (Anders Juul).
Amanda (Amalie Dollerup) har nok at se til i tredje sæson af 'Badehotellet', når hun blandt andet skal forsøge at holde styr på både veninden Ella (Emma Sehested Høeg) og Max Berggren (Anders Juul). Foto: Mike Kollöfel/TV 2

Er blevet overrasket over Amandas udvikling
Hun og de øvrige skuespillere i 'Badehotellet' får nemlig tilsendt manuskriptet for hver enkelt afsnit løbende og ved således ikke på forhånd, hvordan deres karakterer udvikler sig i løbet af en sæson.

- Det er helt som juleaften at få manuskripterne tilsendt (…) Jeg har jo også mine ideer om, hvor hun (Amanda) skal hen, og nogle gange skulle hun så ikke det, som jeg troede. Så må jeg lige ringe til forfatterne og høre, hvad tanken med det er, og så er jeg med, fortalte Amalie Dollerup mandag morgen i 'Go'morgen Danmark' og indrømmede med et smil, at det kan være en udfordrende arbejdsproces at lave 'Badehotellet'.

Læs også: Scene udløste klapsalver midt under snigpremiere på Badehotellet

- Det er en helt anden måde at arbejde på, end når man laver film og teater, hvor du ved, hvad du skal spille, og kan læse manuskriptet til ende. Når det som her er noget, der bliver skrevet undervejs, er det et helt andet stykke arbejde. Jeg har da også været lidt frustreret her til sidst, hvor vi fik manuskriptet en uge før, og det blev lavet om og lavet om. Forberedelsestiden er meget kort, men vi gør vores bedste, sagde Amalie Dollerup.

Se Amalie Dollerup som Amanda i et eksklusivt klip fra tredje sæsons premiereafsnit i videoen her.

Fans og anmelder ser frem til sæson tre
De to første sæsoner af 'Badehotellet' har været en stor succes for TV 2, og flere af afsnittene fra anden sæson er blandt de mest sete programmer på TV 2 i hele 2015. De danske tv-seere har i sjælden set grad for TV 2 omfavnet serien om det fiktive badehotel i Nordjylland, og på programmets Facebook-side, som har mere end 55.000 følgere, har man i månedsvis set frem til den nye sæson.

Knap så begejstrede for 'Badehotellet' har avisernes tv-anmeldere været – i hvert fald lige indtil sæsonafslutning på sæson to, der blev sendt i marts. Her gav Berlingskes tv-anmelder Jakob Steen Olsen fire stjerner til sæsonfinalen og sluttede sin anmeldelse med at se frem til sæson tre.

Læs også: Ena Spottag får selskab af familiemedlem i ny sæson af Badehotellet

- Figurerne er efterhånden begyndt at udfolde sig som rigtige mennesker, man kan interessere sig for. Hurra for det! Fortsætter 'Badehotellet' i samme stil, er der en meget bedre serie i vente. Med tanke på de mange kræfter, der er lagt i den, ville det være en lykkelig udvikling, skrev han i marts.

Hvordan Amalie Dollerup tackler de til tider hårde anmeldelser kan du se i klippet herunder – og husk så at se premieren på tredje sæson af 'Badehotellet' på TV 2 mandag aften klokken 20 – eller se snigpremieren på TV 2 PLAY allerede nu.

Hver mandag aften, når 'Badehotellet' er blevet vist på TV 2, kan du på TV 2 PLAY se snigpremieren på næste uges afsnit.

Her kan du selvfølgelig også se de to første sæsoner af tv-serien.

Se 'Badehotellet' på TV 2 PLAY her.