'Badehotellet'-skuespiller: Jeg kan genkende meget af Fie i mig selv

I søndagens udgave af 'Go' morgen Danmark' var det unge skuespillertalent Rosalinde Mynster dagens gæst. 

Men de fleste kender hende måske bedre som 'Fie' fra Badehotellet. 

Her fortalte hun om, hvordan hun har oplevet det store folkelige gennembrud, hun har fået som stuepigen ‘Fie’ i TV 2-serien ‘Badehotellet’ - og hvordan hun har det med at se sig selv på skærmen.  

Blandt andet blev Rosalinde Mynster i ‘Go’ morgen Danmark’-studiet spurgt, om hun er bange for at miste sin anonymitet, efter hun har været med i ‘Badehotellet’. 

- Ja, det kan jeg godt være. Jeg har det mærkeligt med, at det helt almindelige første indtryk, man skal give, når man møder nogen - det har man på en måde allerede givet. Det synes jeg er underligt, for jeg vil gerne selv have lov til at møde folk ‘fra scratch’, siger den unge skuespillerinde. 

Samtidig er hun glad for, at det lige netop er ‘Fie’, hun spiller i TV 2s seersucces.

- Jeg blev glad for rollen, for jeg kan genkende mange af tingene fra Fie i mig selv. Inden vi optog, planlagde vi, hun skulle være mere indadvendt, som jeg kender fra mig selv. Hun endte med at blive mere jordbunden, hvilket jeg er glad for, hun endte med. 

Som en familie

I interviewet fortæller Rosalinde Mynster også, at hun har fået et meget nært sammenhold med de andre skuespillere i serien. 

- Det er næsten som en familie. Vi har en fest, når jeg er sammen med de andre stuepiger, og vi griner, snakker og larmer rigtig meget. 

Rosalinde Mynster tilbringer særligt meget tid med de andre stuepigeskuespillere. Derfor lærer skuespillerinderne også hinanden rigtig godt at kende, forklarer hun. 

Og ‘Go’ morgen Danmark’ har snakket med en af de andre stuepiger fra serien for at høre, hvordan Rosalinde Mynster er, når de optager ‘Badehotellet’. 

- Du kan gå fra at være aller forrest i at joke og være for meget, som vi nogen gange er ude i køkkenet. Og så kan du pludselig forsvinde ind i dig selv. I starten vidste jeg ikke, om du kunne lide mig, fordi du pludselig forsvandt. Men så fandt jeg ud af, at der er et eller andet univers, man nok aldrig bliver en del af, siger Ena Spottag, der i ‘Badehotellet’ spiller Martha. 

Det er en tilstand, Rosalinde Mynster godt kan genkende. 

- Jeg tror, det er meget naturligt, når man laver noget kreativt. Der er så meget indlevelse og fantasi, og man bruger hele tiden sin hjerne til at 'space ud', siger hun og fortsætter: 

- Så det er nok meget naturligt, at gøre det lidt i privatlivet også.

Støtter sig til forældre

Rosalinde Mynsters forældre er skuespillerne Karen-Lise Mynster og Søren Spanning - og derfor var skuespillerverdenen et kendt sted for det unge talent, allerede inden hun selv optrådte på det store lærred. 

- Det er en verden, jeg kender enormt godt og har brugt meget af min barndom på teatret. Derfor har det været vigtigt at udforske nogle andre ting også, så det hele ikke blev teater og film, siger skuespillerinden. 

Hun fortæller også, at forældre faktisk holdt hende tilbage og sagde nej, når castere gerne ville have hende med i deres film. De mente, hun skulle vente, til hun blev ældre. I dag snakker hun meget med begge to om skuespillerfaget. 

- Vi snakker ikke så meget om det tekniske, men nærmere om de processer, man går igennem, når man laver noget. Eksempelvis, når man spacer ud. At have nogen, der kender det så godt og ved, hvad det vil sige, at man altid tvivler lidt, fordi der ikke er noget facit.

Du kan se Rosalinde Mynster - eller 'Fie' - igen i morgen aften, hvor der er sæsonafslutning på Badehotellet.   

I videoen øverst kan du høre Rosalinde Mynster fortælle, hvordan hun har det med at se sig selv i ‘Badehotellet’.  

Hvem er hvem?

  • Stuepigen Fie bliver spillet af Rosalinde Mynster og er en af de centrale figurer i Badehotellet.
  • Morten Enevoldsen er Fies kæreste og bliver spillet af Morten Hemmingsen. 
  • Amanda Madsen (Amalie Dollerup) er grosserer Madsens datter og gæst på hotellet. 
  • Molly Andersen (Bodil Jørgensen) er badehotelfrue og styrer køkkenet og stuepigerne.