NATUR-ENERGI

16x9
natur energi Foto:

I september fortalte Basta historien om Natur_Energi...

I september fortalte Basta historien om "Danmarks nye grønne elselskab", Natur-Energi, der holdt kunder fast i abonnementer, de aldrig havde bedt om.

Kunderne blev lokket af ivrige sælgere, som tilbød informationsmateriale. Først da materialet kom med posten opdagede kunderne, at der var tale om en egentlig kontrakt, og at deres el-leverandør allerede var skiftet ud med Natur-Energi.

Den måde at sælge strøm på, er ifølge Forbrugerrådets Mette Boye uacceptabel:

"Det er så langt fra at være i orden. Jeg synes, det er grotesk og det er underligt at vi i 2009 skal se sådan nogle salgsmetoder."

Natur-Energis administrerende direktør, Rasmus Christensen, undskyldte da også, og lovede i Basta, at ingen fremover ville blive kunde hos Natur-Energi mod deres vilje. Basta tjekkede kunderne i ugerne efter udtalelsen og opdagede, at den stadig er gal med elselskabet.

Natur-Energi løber fra deres løfte

John Dedenroth bliver også ringet op af Natur-Energi, som tilbyder at sende ham information om firmaet. Også her viser det sig, at det, han i virkeligheden har sagt ja til, er en kontrakt på, at han nu har skiftet elselskab.

John Dedenroth kontakter straks Natur-Energi, som beroliger ham med, at han bare kan lade være med at skrive under på den fremsendte kontrakt. Så bliver han i sit gamle el-selskab.

Men en måned efter, viser det sig alligevel, at han er ved at få ny el-leverandør. Endnu en gang ringer John Dedenroth til Natur-Energi, og endnu en gang forsikrer de ham om, at han ikke kommer til at skifte til Natur-Energi. Han modtager endda en mail fra firmaet, hvor de understreger, at de har annulleret den aftele, som han altså ikke mener at have.

John Dedenroth føler sig overbevist om, at Natur-Energi taler sandt, når de lover ham, at de har annulleret aftalen. Men han bliver snart klogere:

Kort efter får jeg en henvendelse fra mit gamle elselskab, hvor det går op for mig, at Natur-Energi alligevel har skiftet el-leverandør for mig. Jeg tænker "nej nu må det stoppe det her. Det kan ikke være rigtigt"

Ignorerer kunderne

John Dedenroth har fået nok, og sender en mail til Natur-Energi, hvor han truer med at politianmelde firmaet, hvis ikke de bekræfter, at han ikke er kunde hos dem. John Dedenroth sætter endda en frist for, hvornår Natur-Energi skal have svaret ham, hvis de skal undgå en politisag.

Fristen han sætter, er den 29.september 2009, klokken 14.00.

Men John Dedenroth hører ingenting. Den 4.oktober sender han endnu en mail, men også den, vælger Natur-Energi at ignorere.

Først da Basta forleden gik ind i sagen skyndte Natur-Energi sig at kontakte kundens gamle selskab og fortælle, at det hele var en misforståelse og at leverandør skiftet ikke skal finde sted.

Under skærpet opsyn

De mange klagesager over Natur-Energi har ifølge et internt brev fra el-leverandørernes brancheforening, Dansk Energi, sat det grønne selskab på observationslisten med henblik på at udelukke firmaet fra det danske el-marked.