Danmark har talent søger deltagere til ny sæson

Kribler det i fingrene for at vise fire kompetente dommere og hele Danmark dit unikke talent? Så har du nu muligheden.

Talentprogrammet søger deltagere til næste sæson af det populære underholdningsformat.

- 'Danmark har talent' er i den grad blevet danskernes foretrukne lørdagsunderholdning, og den tradition bygger vi videre på til næste år, siger TV 2s underholdningsredaktør Thomas Richardt Strøbech.

- Vi har haft et både dygtigere og mere varieret felt af talenter i tredje sæson end nogensinde før, og jeg tror, det høje niveau smitter af, så endnu flere fantasifulde mennesker har lyst til vise os, hvad de har at byde på – og vi glæder os til at høre fra dem allerede nu.

Den fjerde sæson af talenprogrammet vil desuden byde på et nyt element, forklarer han.

- Samtidig kan seerne glæde sig til en stor og spændende fornyelse, der ikke er set noget sted i verden før, og som betyder at man vil se programmerne i et helt nyt lys, siger underholdningsredaktøren uden dog at ville afsløre, hvad det vil sige.

Vil du være med i næste omgang af 'Danmark har talent' skal du sende en e-mail til talent@tv2.dk