Talent-sejr vendte op og ned på Thors liv: Sådan går det ham nu

Se 'Danmark har talent' på TV 2 Play

Han imponerede alt og alle med sine utrolige evner som beatboxer, allerede første gang han kom på skærmen ved sin audition til 'Danmark har talent' sidste år.

Og ikke overraskende gik han ud af talentkonkurrencen som den endelige vinder - med en præmiesum på en kvart million kroner i baglommen.

Dengang var Thor "Thorsen" Mikkelsen bare 17 år gammel og gik på 1. h.f. i Thisted. Men hvordan er det gået ham siden? Det kan du få svaret på nedenfor.

Se Thorsen optræde med sit imponerende julenummer i 'Alletiders juleshow' i videoklip øverst

Har ændret sit liv 180 grader
For Thor Mikkelsen, som nu har rundet de 18 år, har sejren i 'Danmark har talent' ikke bare været en kæmpe oplevelse. Det har vendt op og ned på hele hans tilværelse.

- Der er sket utroligt meget i det sidste år, og jeg har ændret mit liv 180 grader. Kort efter at jeg vandt finalen, droppede jeg helt ud af Thisted Gymnasium og flyttede til Vanløse (ved København, red.). Lige siden har det hele handlet om musikken, fortæller Thor Mikkelsen til TV 2 og fortsætter.

- Jeg har også udviklet mig rigtig meget, og nu fokuserer jeg på at synge til mine koncerter. I det sidste halve år har jeg været ude og spille over hundrede gange - lige fra Roskilde Festival til diverse storcenterjobs, lyder det fra "Thorsen", som nu lever udelukkende af musikken.

Udkommer snart med debutalbum
Som mange seere nok husker, optrådte Thorsen ved sit finalenummer i 'Danmark har talent' med en såkaldt "loop-station", som han havde indspillet forskellige beatboxer-lyde på, og som han brugte som instrumental baggrund, mens han sang og spillede bas.

Dén metode har han videreudviklet siden og bruger den fortsat til at komponere musik på i dag.

- Jeg har indspillet debutalbummet "Only Music" i samarbejde med Sylvester Willy Sivertsen (der bl.a. har produceret for Kato, red.) og forskellige 'featurings', f.eks en rapper og nogle andre beatboxere. Den 6. marts udkommer min første single, "Hotel Room", fra albummet, og det glæder jeg mig utroligt meget til, konstaterer en glad Thorsen.

Thorsen: Her er mit bedste råd til nye talentdeltagere
Selv om Thorsen i det nye år igen får meget travlt med at tage på spillejobs rundt i landet, når han skal promovere sit nye album, vil han alligevel tage sig tid til at se 'Danmark har talent' på TV 2.

- Ja, det vil jeg rigtig gerne følge med i, siger Thorsen med ægte interesse i stemmen, og han benytter samtidig lejligheden til at dele lidt ud af sin erfaring.

- Mit bedste råd til de nye talentdeltagere, er, at de altid skal lave noget anderledes, hver gang de er på scenen. Hvis man laver det samme hver gang, kommer man i hvert fald ikke særligt langt, konstaterer han med et lille grin.

Du kan læse om alle 28 live-deltagere i denne sæson af 'Danmark har talent' nedenfor.

Se 'Danmark har talent'  lørdag kl. 20.00 på TV 2 og TV 2 Play

Danmark har talent 2016: Her er de 28 live-deltagere

 

Sådan sendes 'Danmark har talent' på TV 2

AUDITION-PROGAMMER:
'Danmark har talent' indledes med fem audition-programmer, hvor dommerpanelet præsenteres for mere end 200 forskellige acts i Falkonér Centret i København. Programmerne sendes på lørdage fra 26. december 2015 til 30. januar 2016. (Med pause lørdag d. 16/1).

UDVÆLGELSEN:
I det femte auditionprogram slutter dommerpanelet af med at udvælge de ialt 28 acts, som går videre til live-programmerne. Fire acts er allerede sendt direkte videre via de fire dommeres individuelle tryk på "guldknappen ".

LIVE-PROGRAMMER:
I syv live-programmer indsnævres feltet af talenter løbende frem til den store finale.

De FIRE INDLEDENDE LIVE-SHOWS, hvor der i hvert program udvælges tre talenter ud af syv, sendes 6. februar, 13. februar, 20. februar og 27. februar.

De TO SEMIFINALER, hvor der i hvert program udvælges tre talenter ud af seks, vises 5. marts og 12. marts.

I FINALEN optræder seks acts, og den endelige vinder kåres. I programmet indgår desuden en "dommernes surprise". Finalen sendes 19. marts.