Årets Danske Musikvideo

16x9
MØ Foto: TV 2 Danmark

De nominerede i kategorien Årets Danske Musikvideo er…

Danish Music Awards 2016: Mø er nomineret til Årets Danske Musikvideo

MØ – Final Song (Sony)

Der blev fra starten stillet skarpt ind fra international side, da MØs kæmpehit 'Final Song' i maj havde premiere på BBC Radio 1. Singlen er akkompagneret af en stilren og flot musikvideo, som er instrueret af Tomas Whitmore. Videoen er filmet i Trona Pinnacles og Mono Lake i Californien.  Billederne emmer af storhed og ambition, som matcher sangerindens verdensomspændende karriereeventyr. I videoen svæver MØ rundt i flotte landskaber og får selskab af en håndfuld dansere, hvis bevægelser er tro mod MØs egne eksplosive og udtryksfulde danse-moves. MØ er med videoen nomineret i kategorien 'Årets Danske Musikvideo'. 

Danish Music Awards 2016: S!vas er nomineret til Årets Danske Musikvideo

S!vas (feat. Gilli) – Kun Hinanden (disco:wax/Sony)

Da S!vas annoncerede en releasedato for sit længe ventede debutalbum, 'Familie Før Para', der udkom i februar, blev nyheden fejret med en musikvideo til nummeret 'Kun Hinanden', hvor S!vas får besøg af Gilli. Tonerne i musikken er caribisk-inspirerede, og på billederne optræder Gilli og S!vas hver især i et performance-niveau, mens der krydsklippes til forskellige situationer, som illustrerer en socialrealistisk fortælling om livet på gaden og om et stærkt broderskab mellem venner. Dette venskab er også det stærke tema i teksten. Videoen er instrueret af den dygtige filmmand Fenar Ahmad, som også har instrueret videoen til S!vas' 'Det Gode Liv'. Musikvideoen til 'Kun Hinanden' er nomineret i kategorien 'Årets Danske Musikvideo'.    

Danish Music Awards 2016: Hasan Shah er nomineret til Årets Danske Musikvideo

hasan shah – Tyveri (Grounded/Sony)

Kunstneren hasan shah blev lidt af et viralt fænomen, da han udgav 'Dansk Pop Medley 2014', som opnåede 500.000 visninger på to døgn. Den 21-årige popsanger udgav i august sidste år storhittet 'Tyveri', som han har lavet i samarbejde med rapperen Gilli. Musikvideoen, som fulgte med sangen, markerede sig ved, at navne som Master Fatman, Adam & Noah, Ali Sivandi aka Ali NoStress og Isam B medvirkede. De nævnte optræder alle i videoen, hvor de lip-sync'er omkvædet. Ligesom i tonerne på nummeret er der også i billederne masser af liv, fest og farver, så man næsten ikke kan undgå at lade sig rive med af den gode stemning. Videoen, der er instrueret af Azuz Abou, er nomineret i kategorien 'Årets Danske Musikvideo'.