Citizen Kanes status cementeret

16x9

Orson Welles' mesterværk "Citizen Kane" fra 1941 er endnu engang kåret som den bedste film nogensinde. Titlen stammer fra en ny bog om international filmkunst.

I "99 Remarkable Films of the World" understreger journalisten Rajan Zed, at det var en uhyre vanskelig opgave koge cirka 150.000 spillefilm ned til en liste over de 99 bedste.

"Det var en smertefuld øvelse og det var ren tortur at fjerne titler. Det knuste mit hjerte at se nogle store film forsvinde fra listen", skriver han.

Zed giver Gene Kelly-musicalen "Singin' in the Rain" fra 1952 andenpladsen og placerer kærlighedsklassikeren "Casablanca" med Humphrey Bogart og Ingrid Bergman som nummer tre.

Steven Spielberg er den instruktør, der har flest titler med på Zeds liste. Det bliver til fem, mens Francis Ford Coppola, Billy Wilder, John Ford, Charlie Chaplin, Martin Scorsese og Frank Capra er repræsenteret med tre hver.

Den nyeste af de 99 film er Joel Coens Oscar-belønnede "Fargo" fra 1996 og den ældste er D.W. Griffiths stumfilmsdrama "En nations fødsel" fra 1915.

"Citizen Kane" er i forbindelse med filmen 100 års jubilæum i 1995 af flere eksperter kåret som den allerbedste film i historien. Den er drejet over avismogul, William Randolph Hearsts liv og har den berømte slutning, hvor man finder ud af, at hvad det mystiske "Rosebud", som Kane siger på sit dødsleje er. Det er en kælk, der minder hovedspersonen om den lykkelige barndom.

Orson Welles var blot 25 år gammel, da han debuterede som instruktør med filmen, som han også skrev, producerede og spillede hovedrollen i.

Samtidig skabte filmen også en af de største skandaler i Oscar-sammenhæng, da filmen kun vandt for sit manuskript. Men den var på mange måder også foran sin tid.