2005: Tilbageblik

16x9

Kamphund (16. februar 2005)

Med skjult kamera infiltrerer Operation X det miljø i Danmark, hvor kamphunde trænes og bruges til hundekamp. Den omfattende og ulovlige handel med kamphunde afdækkes og en kendt bagmand konfronteres. Hundekampe er en grum form for dyrplageri, og derfor ulovligt. Men Operation X kan afsløre, at hundekampe rent faktisk finder sted i dagens Danmark. Med redaktionens egen kamphund som dække trænger Operation X dybt ind i kamphundekredse, og der bliver lavet aftale om en hundekamp. I stedet for at deltage i dyrplageriet konfronteres ejeren af den kamphund, som skulle kastes i kamp.

Efter programmet sendte blev hundehandler og "stærk-mand", Georg Olesen, i en skattesag dømt til at betale 40.000 kr. i moms for erhvervsmæssig handel med hunde.

Den gård, hvor vi var blevet inviteret til hundekamp blev efter programmet ransaget af politiet og en dyrlæge og en hund blev beslaglagt.

Fup under hammeren (23. februar 2005)

I Fup under hammeren vi går tæt på de danske auktionshuse. Der sælges årligt varer for omkring en milliard kroner på auktioner i Danmark, men hvad er det, der kommer under hammeren? En del af de varer, som sælges på auktioner, er slet ikke, hvad de bliver præsenteret som i katalogerne.
Morten Spiegelhauer går på antikvitetsauktion hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner og køber smykker, som viser sig at være nyproducerede metervarer fra Indien.
I kataloget står smykkerne beskrevet som værende af hvidguld, men en nærmere undersøgelse viser at det er en særdeles tvivlsom påstand.

Efter programmet afslørede, at en stor del af de varer der bliver solgt på auktionerne, er ny-producerede varer, som leveres af professionelle faste leverandører, er flere auktionshuse begyndt at beskrive netop disse varer som nye.

Rotter i restauranten (28. april 2005)

"Operation X - rotter i restauranten" viser, hvordan restauranter i samarbejde med private rottebekæmpere bryder loven ved at skjule rotteproblemer i restaurationsmiljøet. Loven er ellers klar: Rotter skal meldes til myndighederne øjeblikkeligt.

Problemet for restauranterne er blot, at et besøg fra myndighederne i mange tilfælde betyder en øjeblikkelig lukning af restauranten, indtil der er styr på problemet. Dette har skabt et marked for privat rottebekæmpelse, der ikke involverer myndighederne.

- Du risikerer jo, at de lukker din restaurant. Det er jo det, mange restauratører udmærket ved. Derfor ringer de ikke til kommunen, men til os. Så prøver vi at finde en måde, hvor vi kan gå lidt stille med dørene. For vi skal være her, og I skal være her, siger en af de private rottebekæmpere, da hun er på besøg i den restaurant, Operation X har åbnet til lejligheden.

Operation X fulgte op på udsendelsen et år senere. Da vi denne gang ringede rundt til de private rottebekæmpere, for at høre om de kunne hjælpe os med et rotteproblem i vores restaurant uden at melde det til myndighederne, var kommentaren blandt andet: "Er du rigtig klog, har du ikke set Operation X. Det må vi sgu' ikke".

Solgt til sex (19. maj 2005)

Der findes mennesker i Danmark, der lever under slavelignende forhold - det er udenlandske kvinder, der sælges til Danmark, som var de varer. Operation X kulegraver den illegale handel med kvinder til sex. Sammen med Ekstra Bladet opretter Operation X et bordel for at afsløre de danske bagmænd, der tjener penge på kvinderne. Da vi annoncerer efter kvinder til vores massageklinik kommer vi i kontakt med en bordelejer der har kvinder i overskud - kvinder som han gerne vil sælge videre. Vi får også kontakt til hans mellemhandler i Italien, som leverer de afrikanske kvinder til Danmark.

I London lykkes det for Morten Spiegelhauer og en journalist fra Ekstra Bladet at komme til jobsamtale hos den verdensomspændende organisation Snake Heads, som udspringer af den kinesiske mafia. På et hotelværelse får vi forevist en thailandsk kvinde, som organisationen er ved smugle ind i Europa på et falsk pas.

Afsløringerne i programmet fører ikke til nogen politisager, men menneskesmugling bliver bragt op som et emne i Folketinget.

Tak for sidst (9. august 2005)

I dette program siger vi "tak for sidst" til parkeringsvagterne og politiet. Vi undersøger nemlig om de selv overholder de regler de er sat til at håndhæve. Og det gør de ikke. Politiet kører selv for stærkt, når de ikke er på udrykning og dermed ikke har nogen lovlig grund til at overskride fartgrænserne. Selv politiet foto-vogne, der ikke har anden funktion end at "blitze" fartsyndere, har alt for travlt når de skal hjem til frokost.

Parkeringsvagterne overtræder også selv parkeringsreglerne i deres iver efter at dele bøder ud.

Efter programmet blev det af ledelserne i henholdsvis politiet og Parkering København, indskærpet at man selv skal overholde reglerne ligesom alle andre.

Vender tilbage (16. august 2005)

I programmet følger vi op på de tidligere udsendelser og ser hvad der skete efter vi slukkede for kameraet. Vi afslører blandt andet at hundehandleren Georg Olesen stadig er i fuld gang med at sælge hunde.

Hælervarer (22. november 2005)

Fra 90.000 indbrud årligt slæber tyvene af sted med værdier for over en milliard kroner. Programmet afslører, hvordan de slippe af med varerne og hvor let det er at etablere sig som professionel hæler

Truede dyr til salg (28. november 2005)

Selv om det er ulovligt foregår der dagligt handel med truede dyrearter. I dette program går vi tæt på denne handel og viser at handlen omfatter en lang række eksotiske dyrearter. Via danske mellemmænd bliver vi tilbudt at købe en tigerunge i Tjekkiet. Tigerungen viser sig at være i en elendig forfatning, så Operation X gennemfører handlen så den kan komme i behandling. Via en anden mellemhandler bliver programmets muldvarpe tilbudt to ulovlige krontraner fra en lille zoologisk have i Jylland. I stedet for at gennemføre handlen, konfronteres mændene bag de ulovlige forretninger og krontranerne kan komme tilbage til den zoologiske have.

Efter programmet sendte blev de afslørede dyre-handlere dømt for handel med truede dyrearter.

Hashpusher (29. November 2005)

Operation X åbner en hashklub for at afsløre bagmændene på det københavnske hashmarked og undersøge deres arbejdsmetoder. Ved at udgive sig for at ville åbne en hashklub kommer Operation X's muldvarp i tæt kontakt med flere af de narkohandlere der leverer store mængder hash til byens klubber. Programmet viser hvordan kriminelle bander deler København op i store territorier med faste spilleregler, der skal overholdes, hvis man vil være en del af markedet. Hvis man ikke overholder reglerne kan det få skæbnesvangre konsekvenser for de personer der udfordrer banderne.

Efter programmet sendte, foretog politiet en række ransagninger i hashklubber i København.