Hund søger hjem: Mød de otte hunde

Otte hunde, der er blevet indleveret til Dyreværnet, skal finde nye hjem i en ny programserie på TV 2 FRI.

Tirsdag 22. august er der premiere på et helt nyt program på TV 2 FRI.

I 'Hund søger hjem' skal Lene Beier sammen med Dyreværnets hundetræner og adfærdsbehandler, Nina Amdi, finde den perfekte familie til otte internat-hunde.

I hvert program møder vi én hund, der skal besøge tre familier.

Til sidst vurderer Nina Amdi, hvilken familie, der passer bedst til hunden, og familien får herefter hunden hjem til sig.

Herunder kan du møde hovedpersonerne i de nye programmer, nemlig de otte hunde:

Balder

Mød Balder i 1. afsnit.
Mød Balder i 1. afsnit. Foto: Lotta Lemche / TV 2

Race: Bokser

Alder: 4 år. Men opfører sig nogle gange mest som en hvalp.

Kendetegn: Er en virkelig glad hun, som elsker at lege. Balder er enormt energisk.

Kendetegn ved racen: Legesyg, kærlig og en god familiehund. En intelligent hund, der har brug for både fysisk og mental stimulering.

Indleveret fordi: Balders familie kunne af private årsager ikke længere have ham og indleverede ham på dyreinternat.

Kenzo

Mød Kenzo i 2. afsnit.
Mød Kenzo i 2. afsnit. Foto: Lotta Lemche / TV 2

Race: Golden Retriever

Alder: 5 år

Kendetegn: Kenzo ved godt, hvad han vil og ikke vil og går sine egne veje - han er en hund, der selv bestemmer tempoet på gåturen. Han kan begå sig i de fleste hjem og har et godt sind.

Indleveret fordi: Kenzo udviklede pludselig alene hjemme-problemer, blev utryg og havde uheld indenfor – det kunne den tidligere familie ikke håndtere. Han har været i pleje frem mod programmet, hvor der ikke var nogen problemer.

Hubert

Mød Hubert i 3. afsnit.
Mød Hubert i 3. afsnit. Foto: Lotta Lemche / TV 2

Race: Labrador-blanding

Alder: Ca. 1½ år

Kendetegn: Hubert har allergi og skal have specielt foder. Det kræver en ekstra indsats af den kommende familie. Han er glad for børn, men kan godt være lidt vild indimellem. Hubert er en klog hund, meget aktiv, elsker at være udenfor og har et rigtig godt sind.

Indleveret fordi: Parret, han tidligere boede hos, skulle skilles, og ingen af dem havde mulighed for at have ham derefter.

Sirius

Mød Sirius i 4. afsnit.
Mød Sirius i 4. afsnit. Foto: Lotta Lemche / TV 2

Race: En blanding mellem en husky og en old english bulldog.

Alder: 10 uger

Kendetegn: Sirius er en lille vildbasse, meget selvstændig, nysgerrig og modig.

Kendetegn ved racen: En husky tror, at alle den møder, er deres ven. En old english bulldog er mere beskyttende, og da Sirius er en blanding og stadig ung, ved man ikke, hvordan han bliver, når han bliver større.

Indleveret fordi: Sirius' mor og far blev hentet i en Dyreværnssag sammen med otte andre hunde. Flere af dem var syge og havde generelt dårlige kår. Da moderen var drægtig, fandt Dyreværnet en plejefamilie, som har taget sig af hende og hvalpene indtil nu. Sirius' søskende har også fået nye familier nu.

Alma

Mød Alma i 5. afsnit.
Mød Alma i 5. afsnit. Foto: Lotta Lemche / TV 2

Race: En blanding mellem en labrador og en hønsehund

Alder: 9 måneder

Kendetegn: Alma er kvik og kærlig. Hun vil gerne have, at man stiller opgaver til hende.

Indleveret fordi: Alma kan ikke være alene hjemme, og det gav problemer for hendes tidligere ejere.

Møffe

Mød Møffe i 6. afsnit.
Mød Møffe i 6. afsnit. Foto: Anne Mie / TV 2

Race: Cocker

Alder: 9 uger

Kendetegn: Møffe er en rigtig kælehund. Han er madglad og generelt en aktiv hund.

Kendetegn ved racen: De er gode til at samarbejde, nemme at træne og kan indgå i mange forskellige familiekonstellationer, fordi de er gode med børn.

Indleveret fordi: Som helt lille udviklede Møffe ”swimmer puppy syndrome”, som i værste tilfælde kan være dødeligt. Efter intensiv behandling hos Dyreværnet, er han heldigvis sund og rask i dag.

Snoopy

Mød Snoopy i 7. afsnit.
Mød Snoopy i 7. afsnit. Foto: Lotta Lemche / TV 2

Race: Snoopys mor er papillon, mens man ikke helt kender farens race. Dyreværnet tror dog, at han er dansk/svensk gårdhund.

Alder: 10 uger

Kendetegn: Snoopy er kærlig, legesyg og modig. Han er dog ikke renlig og kan ikke være alene hjemme.

Indleveret fordi: Snoopys mor blev indleveret til Dyreværnet, da den tidligere ejer ikke kunne tage vare på en drægtig tæve. Snoopy er derfor født i en plejefamilie, som Dyreværnet fandt til ham, hans mor og søskende.

Fnuggi

Mød Fnuggi i 8. afsnit.
Mød Fnuggi i 8. afsnit. Foto: Anne Mie / TV 2

Race: En blanding mellem en Jack Russell terrier og en dansk/svensk gårdhund.

Alder: 6 år

Kendetegn: Fnuggi er en meget kærlig hund. Han har løse knæskaller, hvilket muligvis kan blive et dyrt problem i fremtiden for ejerne på grund af besøg hos dyrelægen. Han kan være alene hjemme, er renlig og en rigtig kælepot. Vil gerne lege med andre hunde.

Kendetegn ved racen: En stor hund i en lille krop. Racen er modig og loyal.

Indleveret fordi: Fnuggis tidligere familie fik et barn og havde ikke længere den tid til ham, som han havde behov for.