Vandtegning

Det skal du bruge: Whiteboardtuscher, Tallerken og Vand

TESTOTEKET

Testoteket er en samling skøre, opfindsomme, sjove og lærerige aktiviteter til undervisningsbrug.

Testoteket forklarer på en pædagogisk og simpel måde, hvordan man gør naturvidenskaben relevant og konkret for børn og unge i alle aldre.

Testoteket bestræber sig på at inspirere til sjove og gode oplevelser med naturvidenskab, og samtidig sikre at aktiviteterne er fagligt gennemarbejdet, så de kan indgå i undervisnings-sammenhænge.

Testoteket hører under Astra, det nationale center for læring i natur, teknik og sundhed.

Sådan gør du:

Med en whiteboardtusch kan du tegne på en tallerken, og få tegningen til at blive levende. Start med at tegne en tegning som er helt udfyldt, altså uden mellemrum og uden for mange tynde streger.

Tegningen skal være helt sammenhængende for, at den bevarer sin form, når du putter vand på. Hæld herefter vand langs tallerkenens kant. Det kan være en fordel at have en flaske med tud eller pipette, så vandtilførslen er nemmere at styre. Når vandet rammer tegningen, vil tegningen slippe tallerkenen og lægge sig oven på vandet, hvor den flyder rundt. Nu er du klar til at lege med din levende tegning.

Hvis du skal tegne et nyt motiv, så skyl tallerkenen ren under hanen og tør den helt af, før du begynder din nye tegning.

Hvorfor sker det?

Stregen fra en whiteboardtusch er hovedsageligt lavet af silikone. Silikone er et upolært stof, som ikke kan blande sig med vand, da det er polært.

Grunden til at silikonen flyder oven på vandet er, at vandet har en højere massefylde end silikonen. Det svarer til, hvordan en badeand eller en luftboble stiger til overfladen i badekarret.

Lær meget mere om polære- og upolære stoffer og andre spændende hjemmeforsøg på testoteket.dk