17-årig efterlyser mere hjælp til børn i sorg - skreg i vrede efter sin afdøde mor

Børne- og Socialminister Mai Mercado er enig i, der er brug for at få styrket indsatsen til børn og unge, der må begrave en forælder.

Det er syv år siden, Lærke Tuemand mistede sin mor. Syv år siden, at hun råbte af sin mor i frustration over, at moderen var død af en infektion i lungerne.

- Vil du byde os det her? Vi savner dig jo helt vildt, råbte hun.

I månederne efter fik hun ingen hjælp udefra udover et par samtaler med moderens hospitalspræst.

Det er nemlig kun børn, som mister til kræft, der automatisk gennem Kræftens Bekæmpelse bliver tilbudt hurtig, gratis hjælp.

Børn under 18 år, som mister en forælder til andet end kræft, kan blandt andet søge hjælp hos organisationen Børn, Unge & Sorg.

Men her er ventetid, og det er et problem, mener Lærke Tuemand.

Da Lærke Tuemand som tiårig mistede sin mor, lukkede hun sig inde i en boble, fortæller hun. - Min verden gik i stå, og der var ikke noget, der var positivt, siger hun
Da Lærke Tuemand som tiårig mistede sin mor, lukkede hun sig inde i en boble, fortæller hun. - Min verden gik i stå, og der var ikke noget, der var positivt, siger hun Foto: Privatfoto

"Bedst" vilkår for børn, hvis forældre dør af cancer

Hvert år mister omkring 6000 børn og unge deres far, mor eller begge dele.

Som det er i dag, venter børn under 18 år mellem fire til seks måneder på gratis professionel hjælp, når en af deres forældre dør.

Unge op til 27 år venter næsten 14 måneder, viser tal fra Børn, Unge & Sorg.

Lærke Tuemands far endte med selv at betale for en psykolog til sin tiårige datter, men det burde ikke være nødvendigt, mener hun. 

- Hvis din mor eller far dør af cancer, står der en velsmurt organisation klar til at tilbyde hjælp til de efterladte i deres sorgproces. Har du derimod mistet en forælder i en ulykke eller til sygdom, er det svært at finde den hjælp, der muligvis er, skriver hun i opslaget.

Da Lærke Tuemand mistede sin mor, benægtede hun de tragiske fakta. Da hun begyndte at acceptere tabet, fik hun det bedre. Video: Frederik Svaneborg

Hun understreger, at det ikke er for at kritisere Kræftens Bekæmpelse.

- Problemet er bare, at efterladte til folk med kræft kommer til at skygge for resten af de efterladte. Men de går igennem den samme sorg, deres forældre er bare døde af noget andet, siger hun.

- Manglende hjælp giver børnene problemer i livet

Hos organisationen Børn, Unge & Sorg siger direktør Preben Engelbrekt, at børnene kan få et svært liv, hvis de ikke hurtigt får psykologhjælp.

- Forskningen peger på, at nogle ryger ud i kriminalitet. De får enormt svært ved at koncentrere sig, svært ved at være i skolen og passe deres studie. Nogle havner simpelthen i psykiatrien, siger han.

Tabet af sin mor modnede Lærke Tuemand i lyntempo. Derfor føler hun nu, at det kan være svært at være 17 år og teenager. - Jeg er lidt for betænksom og alvorlig omkring livet. Jeg glemmer at være ung, siger hun.
Tabet af sin mor modnede Lærke Tuemand i lyntempo. Derfor føler hun nu, at det kan være svært at være 17 år og teenager. - Jeg er lidt for betænksom og alvorlig omkring livet. Jeg glemmer at være ung, siger hun. Foto: Privatfoto

I Børne- og Socialministeriet er minister Mai Mercado lydhør over for 17-årige Lærke Tuemands kritik.

- Hvis man er efterladt af en forælder, der er gået bort til cancer, så er tilbuddene bare flere. Da er det vigtigt ikke kun at have fokus på børn, der har mistet til kræft, men også at have fokus på børn, der har mistet på grund af noget andet. Jeg tror, det er rigtigt, at der er brug for at få styrket indsatsen, siger Mai Mercado og peger på, at et flertal i Folketinget derfor også har øget støtten til organisationen Børn, Unge & Sorg.

Derigennem er der bevilget to millioner kroner til gennem de næste fire år at få ventetiden på psykologhjælp ned for børn og unge, der lider af sorg.

Da Lærke Tuemand som tiårig mistede sin mor, blev hun vred på hele verden, fortæller hun. Moderen døde af svamp i lungerne, efter at hun havde fået en lunge- og hjertetransplantation 19 år tidligere.
Da Lærke Tuemand som tiårig mistede sin mor, blev hun vred på hele verden, fortæller hun. Moderen døde af svamp i lungerne, efter at hun havde fået en lunge- og hjertetransplantation 19 år tidligere. Foto: Privatfoto

Svært at være teenager efter tab af mor

Mens Lærke Tuemand er glad for, at hendes far fandt en psykolog til hende, synes hun, det er svært at være teenager i dag. Tabet af moderen gjorde hende nemlig mere moden, end hendes alder berettigede til.

- Min far sagde, at jeg ikke skulle tage det ansvar at være mor her. Men jeg kom til at tage den rolle, der ikke længere var der, siger hun og fortsætter:

- Jeg kan godt føle, jeg er lidt for moden. Lidt for betænksom og alvorlig omkring livet. Jeg glemmer at være ung. Det er noget, jeg kæmper med lige nu – at slippe kontrollen og være 17 år og ikke 47.

17-årige Lærke Tuemand mener, der skal være en stor, samlende organisation, der hjælper børn og unge, når de mister en forælder. I dag er vilkårene bedre for dem, der mister en forælder til kræft, påpeger hun.
17-årige Lærke Tuemand mener, der skal være en stor, samlende organisation, der hjælper børn og unge, når de mister en forælder. I dag er vilkårene bedre for dem, der mister en forælder til kræft, påpeger hun. Foto: TV 2