Kommentar fra TV 2|DANMARK og Nordisk Film til kritik af indslag om Wikipedia

Det har vakt et vist postyr, at de to værter i "Go'morgen Danmark" forleden dag fortalte om, hvordan de havde ændret på hinandens opslag i det brugerredigerede internet-leksikon Wikipedia.

Inspirationen kom fra en historie, hvor en irsk studerende ændrede i et opslag i Wikipedia på den netop afdøde filmkomponist Maurice Jarre.

Den studerende lod sig registrere som bruger og skrev et falsk citat, og det vandrede ind i avisers nekrologer verden over. Det er tankevækkende, og viser, at man i en eksamenstid skal tænke sig godt om, når man finder oplysninger på nettet.

På redaktionen ændrede en journalist, uden at være registreret bruger, Cecilie Frøkjærs fødselsdato, og efter kort tid opdagede Wikipedia fejlen og rettede den. Med udgangspunkt i den oplevelse havde de to værter en ping-pong snak i studiet om, hvordan de kunne drille hinanden med oplysninger, som ville ærgre den anden.

Indslaget var ment som journalistisk satire men samtidig en advarsel om, at man skal huske at dobbelttjekke oplysninger, man finder på nettet. Brugere af Wikipedia har følt sig krænket på leksikonets vegne og mener, at kritikken er ubegrundet. Men efter kvalitetsaviser i England, Indien, USA og Australien har bragt en manipuleret oplysning på baggrund af et opslag i Wikipedia, er det på sin plads at gøre opmærksom på, at der kan være fejl i opslagsværket, hvad enten de er plantede eller ej.