Sukkerchok: Så er der fem finalister tilbage

Afstemningen er slut. De fem piger, der går videre i konkurrencen om at blive det nye medlem i Sukkerchok er fundet.

Men hvem de fem piger er, må du vente med at se til onsdag morgen, når de skal optræde live i GO'morgen Danmark.

Når de fem piger har optrådt, går Kat og Malene fra Sukkerchok i tænkeboks for at barbere feltet ned til tre piger, inden den endelige vinder kåres fredag den 3. september.

Indtil da kan du stadig se alle de ti finalister herunder.

Det nye og tredje medlem bliver fuldgyldigt medlem af Sukkerchok, som allerede nu er godt i gang med forberedelserne af indspilningerne af deres andet album. Albummet forventes at udkomme d. 11. oktober 2010 på Universal Music.

Se de ti finalister her:

CAROLINE

.


Caroline har stået på scenen fra barnsben, da hun har optrådt på Eventyr Teatret, siden hun var helt lille. Til hverdag uddanner hun andre i performance og dans, men lige nu er det hendes egen indsats der er i fokus, nu hvor hun forsøger at blive det tredje medlem af Sukkerchok!

Højde: 170 cm.
Øjenfarve: Blå
Hårfarve: Brunt
Alder: 23 år
Profession: Danser, performer, coach, selvstændig og danseinstruktør
Forbillede: Min mor, Mariah for hendes stemme og Britney for hendes performance-evner

Hvorfor er du det nye medlem af Sukkerchok?
Fordi jeg er i mit rette element, når jeg optræder, og fordi jeg tror på, jeg er det bolsche, der mangler i slikposen.

EMILY

.


Emily kommer fra Østerbro i København og har sunget hele sit liv. Hun har gået på Rytmisk Center, på Dance and Vocal (sang, dans og performance), og har indspillet i flere studier med grupper og som solist, så måske har Emily den erfaring, der skal til for at blive det nye medlem af Sukkerchok.

Højde: 173 cm.
Øjenfarve: Blå
Hårfarve: Mørkblond
Alder: 24 år
Profession: Sangerinde, studerende og promotionpige for People in Front
Forbillede: Christina Aguilera

Hvorfor er du det nye medlem af Sukkerchok?
Jeg skal være den nye pige i Sukkerchok, fordi jeg passer perfekt ind i konceptet. Fordi jeg synger fantastisk, jeg er en smuk pige, og jeg kan bevæge mig på en scene. Og så er jeg en åben og glad pige, og så synes jeg selv, jeg har en uhyrlig god humor. Så jeg er sikker på, at jeg kan byde ind med mere end bare min stemme.

IDA-MARIA

.


Ida-Maria har hele tre højskole-ophold bag sig, hvor teater, sang og dans er blevet dyrket og nørdet igennem i et kreativt miljø. Derfor er hun klar til at forfølge drømmen om de store scener i håbet om at blive det tredje medlem af Sukkerchok.

Højde: 161 cm.
Øjenfarve: Lyseblå
Hårfarve: Mørkebrun
Alder: 20 år
Profession: Lige nu laver jeg ikke noget. Har haft sommerferie og planlægger også at gå i gang med dans af forskellig art, sang og klaver
Forbillede: Barbra Streisand, Beyoncé, Lea Salonga, Toto, David Bowie

Hvorfor er du det nye medlem af Sukkerchok?
Fordi jeg er anderledes, jeg er glad og udadvendt. Jeg elsker at synge og danse og stå på en scene. Jeg vil gerne være en del af en pigegruppe, og samtidig have muligheden for at stå i rampelyset. Desuden har jeg meget tålmodighed og elsker at arbejde hårdt for noget, der i sidste ende bliver fantastisk.

KATHRINE

.


Kathrine har spillet masser af børneteater og senere deltaget i både look-alike-konkurrencer og karaokee på konkurrence-niveau. Det er også blevet til modeljobs og mange ture på catwalken, så Kathrine er godt klædt på, hvis hun skulle få tjansen som det nye medlem i Sukkerchok.

Højde: 176 cm.
Øjenfarve: Brune
Hårfarve: Lyst
Alder: 21 år
Profession: Kundekonsulent
Forbillede: Jeg er glad, når man kan synge med på deres sange

Hvorfor er du det nye medlem af Sukkerchok?
Jeg er sød og skør. Jeg synes, jeg synger godt, og jeg håber at kunne tilføre noget landsbypower, da jeg er en rigtig bondegårdspige.

MICHELLE

.

Michelle er kommet hele vejen fra Vejle, men hun er også en dame, der ved, hvad hun vil. Hun er uddannet fra det nu lukkede Legoland Showacademy, og har medvirket i en række musicals og musikforestillinger. Hun er glad for både sangen og dansen, og det kan nok være en fordel, når man gerne vil være med i Sukkerchok.

Højde: 177 cm.
Øjenfarve: Blå/grønne
Hårfarve: Sort
Alder: 22 år
Profession: Eventkoordinator
Forbillede: Ida Corr, Sanne Salomonsen og Christina Aguilera

Hvorfor er du det nye medlem af Sukkerchok?
Fordi jeg er den, jeg er. Jeg er en ener, jeg er sprængfyldt med energi, og så jeg sikker på, jeg ville få det godt med de to andre tøser, jeg har meget erfaring inden for branchen og prøvet at være på tour og sådan før. Og så har jeg nok ben i næsen til, at vi alle tre kan nå til tops.

NATASJA

.


Natasja er mor til lille Jacob på ti måneder. Hun bor med sin kæreste på Frederiksberg og synger, når hun kan komme til det - i badet, på cyklen og i Netto. Hun har ikke den store erfaring med at optræde live med sin stemme. Det får hun til gengæld, hvis hun bliver det nye medlem af Sukkerchok.

Højde: 173 cm.
Øjenfarve: Blå
Hårfarve: Brun
Alder: 21 år
Profession: Pædagogmedhjælper i børnehave
Forbillede: Celine Dion

Hvorfor er du det nye medlem af Sukkerchok?
Fordi jeg elsker at synge, jeg er super frisk, altid glad, griner måske nogen gange for meget. Og så tror jeg, vi ville kunne få det mega sjovt sammen.

SANDRA

.


Sandra er netop uddannet fra Det Danske Musical Akademi.

Faderen er musiker, så der har altid været meget musik i hjemme i Nivå. Sandra har også rundet Eventyr Teatret og har sågar været med i den første udgave af MGP. Nu gælder det nye udfordringer, hvis hun får jobbet som det tredje medlem af Sukkerchok.

Højde: 169 cm.
Øjenfarve: Blå
Hårfarve: Lyst
Alder: 23 år
Profession: Freelance-sanger, skuespiller, danser og koreograf
Forbillede: Tina Dickow og Stevie Wonder

Hvorfor er du det nye medlem af Sukkerchok?
Jeg håber at kunne sprede glæde og ramme folks hjerte med min sang og mit væsen og med den musiske erfaring, jeg har. Forhåbentlig kan jeg sætte mit personlige præg på Sukkerchok, fordi jeg er en god teamplayer.

SHILA

.


Shila kunne synge, før hun kunne snakke. Godspel og musicals har været på programmet, men også studiearbejde, diskotek-jobs og en popkarriere i Montenegro er det blevet til.

Nu skal der endnu mere pop på suppen, når Shila forsøger at blive det tredje medlem af Sukkerchok.

Højde: 178 cm.
Øjenfarve: Blå
Hårfarve: Rødhåret
Alder: 25 år
Profession: Arbejder på plejehjem
Forbillede: Michael Jackson og Medina

Hvorfor er du det nye medlem af Sukkerchok?
Det er fordi, jeg har en god energi og en god personlighed. Jeg tror, jeg kan være et godt forbillede for mange unge mennesker, og så er jeg altid klar til at give mig 110 %.

SIMONE

.


Hele Simones familie er i showbizz, så det løber i blodet. Siden hun var lille, har hun sunget, men var så genert, at hun først som 17-årig turde at synge for andre. Nu er hun klar, og håber på at blive det tredje medlem af Sukkerchok.

Højde: 165 cm.
Øjenfarve: Brune
Hårfarve: Mørkebrun
Alder: 23 år
Profession: Stylist og makeup-artist
Forbillede: Lady Gaga

Hvorfor er du det nye medlem af Sukkerchok?
Fordi jeg er en poppige. 100 % ren og skær poppige, der elsker liv og glade dage. Jeg elsker pop og er ikke flov over det.

STEPHANIE

.


Kombinationen TV og sang er ikke ny for Stephanie, da hun deltog i All Stars 2009 her på TV 2.

Ellers optræder hun fast med solisten Lune Carlsen, som godt kunne tænkes at være familie (det er Stephanies far). Det kan dog være, at han skal se sig om efter en ny korpige, hvis Stephanie får jobbet som det tredje medlem af Sukkerchok.

Højde: 176 cm.
Øjenfarve: Grøn
Hårfarve: Mørkebrun - til tider knaldrød
Alder: 26 år
Profession: Kontor med speciale i økonomi
Forbillede: Min mor

Hvorfor er du det nye medlem af Sukkerchok?
Fordi jeg er for fed! Fordi jeg er nået dertil i mit liv, hvor musikken skal være det vigtigste, og fordi jeg brænder for at underholde folk lige så meget, som jeg selv er underholdt, når jeg står på en scene!