Derfor bestemmer kvinder det meste

16x9

Kvinderne bestemmer ikke kun, hvad der skal spises til aftensmad. De tager også de store beslutninger, som hvilken bil familien skal have

Forstå det nu, Peter. Vi skal have en hvid fladskærm, der passer til møblerne...!
Nej, Daniel, vi har ikke behov for at spise kød hver dag...!
Prøv og hør her lillefar, vores nye bil skal være en stationcar...!

Ovenstående kunne nemt være eksempler på, hvad kvinder siger til deres mænd, når der skal bruges penge.

Kvinderne bestemmer nemlig i vidt omfang stort og småt, når det kommer til privatforbruget i de danske husholdninger. Det viser en dugfrisk analyse fra Arbejdernes Landsbank, som peger på, at kvinder står for 75-80 procent af beslutningerne om de varer, som danskerne køber tilsammen.

Kvinderne bestemmer ikke kun aftensmaden og hvornår der skal gøres rent, men de har også en betydelig finger med i spillet, når større ting skal købes. For eksempel viser en undersøgelse fra august, at 19 ud af 20 kvinder enten bestemmer eller er med til at bestemme familiens bil, og de står også for bilkøbet.

Manden styrer på jobbet, men ikke derhjemme
Ifølge parterapeut Martin Østergaard kommer det ikke som en overraskelse, at kvinder bestemmer så meget.

"For manden er privatsfæren ikke det væsentligste. Det der foregår i privatlivet er ikke mandens spidskompetence, og derfor lader han kvinden styre og tage beslutningerne. Manden har sin spidskompetence på arbejdet, og mange danske mænd er meget mænd på jobbet, men lige præcis i privatsfæren når han ikke op på beatet, fordi kvinden er en god planlægger, der hele tiden er et skridt foran, " siger Martin Østergaard til tv2.dk.

Han påpeger, at manden på den ene side har det ok med den rollefordeling, men omvendt kan der også opstå en dårlig og nagende samvittighed, når manden må indrømme, at konen er øverste beslutningstager og styrer hjemmet med hård hånd.

Nutidens bløde mand
"Det giver manden en fornemmelse af, at han ikke er herre i eget hus, og at han ikke har bukserne på. Han får dårlig samvittighed over ikke at være så behændig, hurtig og forudseende i privatlivet," siger Martin Østergaard, som mener at tendensen tegner et godt billede af nutidens mand, som et bløddyr indenfor hjemmets fire vægge.

"Nutidens mand er et dobbeltvæsen. På jobbet kan han sige fra og sige til, men derhjemme har han pudderarm. Hvis han gerne vil have medbestemmelse, så skal han sige det højt og klart, i stedet for at mumle i hjørnet at den nye bil skal være sort og ikke rød. Han skal sige det ligeud, at han synes, den røde bil er grim," opfordrer Martin Østergaard.

Har svært ved at slippe kontrollen
Skuespiller Anne Grete Bjarup Riis er en ivrig samfund- og familielivsdebattør . Hun vil dog ikke gå så langt som at kalde mændene bløde.

"Jeg vil ikke hugge mændene ned, for der må være en årsag til, at kvinder bestemmer mest. Det hænger nok sammen med, at hjemmet stadig er deres domæne kulturelt set. Og selv om manden byder mere og mere ind, så har kvinden svært ved at slippe kontrollen," siger hun til tv2.dk og fortsætter:

"Men det må da også være irriterende for en mand at komme hjem til et hjem, hvor han overhovedet ikke har haft nogen indflydelse på indretningen, og hvor han skal sove i lyserødt og blomstret sengetøj. "

Hjemme hos Anne Grete Bjarup Riis er udgangspunktet, at ansvaret bliver fordelt ligeligt, men hun erkender, at det ikke altid er tilfældet.

"Der er vel en grund til, at jeg bliver kaldt kommandusen herhjemme," siger hun efterfulgt af sin karakteristiske høje latter.