Adoption eller menneskehandel: Hvordan bør adoptioner foregå?

Hvert år bliver 400 børn adopteret til Danmark. Heldigvis ender det i mange tilfælde lykkeligt. Men ind i mellem ender det desværre galt - som med fireårige Masho, hvis adoption skildres i dokumentaren "Adoptionens pris". Og det rejser så spørgsmålet om, hvorvidt adoptionssystemet fungerer?

"Som vi ser det for øjeblikket, så kan international adoption ikke have sin berettigelse, som det ser ud i filmen," svarer Merete Laubjerg, som forsker i adoption, og fortæller, at det, der sker i filmen, desværre ikke er et enestående tilfælde.

Hun mener derfor, at systemet nødvendigvis skal laves om, således at adoptioner bliver et statsligt anliggende og ikke et privat, som er tilfældet i dag. Endvidere mener hun, at det kun i særlige tilfælde skal være muligt at adoptere børn, som stadig har deres forældre. Og det er socialordfører fra Venstre, Eyvind Vesselbo, enig i:

"Problemet er, at man er gået ud over den grænse, der oprindeligt var, hvor det var forældreløse børn, der blev adopteret. Nu er det i højere grad blevet børn, der har forældre, som er blevet lokket til det eller blevet betalt for det," siger Veselbo og understreger, at det er en uholdbar situation, at det som i dag er private firmaer, som tjener penge på at hente børn.

Det skal handle om børnene ikke adoptivforældrene
Og netop børnene skal være det primære fokus i adoptionssager, lyder det fra Claus Juul, juridisk konsulent ved Amnesty International, som pointerer, at international adoption ikke skal ske for de vestlige forældres skyld, men fordi det utvivlsomt er det bedste for børnene.

"Man skal sikre, at det er til barnets bedste, at man omplanter det. Og når der faktisk er forældre, så skal man undersøge, hvordan det går der. Vi skal ikke have anonym adoption, for det er afgørende, at de bevarer forbindelsen," siger Claus Juul og tilføjer, at vi skal sikre, at det ikke bliver et ønske om børn, der generer trafik i stedet for børn i nød.

I videoen ovenfor uddyber Merete Laubjerg, Eyvind Vesselbo og Claus Juul deres holdninger til det nuværende adoptionssystem og problemerne ved det, mens de kommer med forslag til, hvordan systemet fremover skal gøres statsligt og sikre, at børn med forældre kun i særlige tilfælde bortadopteres.