Forsker advarer: Denne farlige orm er i din fisk

16x9

Der er god grund til at stege torskefileten godt igennem. Og at koge nytårstorsken eller julesilden. De vilde fisk i danske farvande er nemlig på det seneste blevet inficeret med parasit-orm, der kan gøre livet virkelig surt for mennesker.

Der er tale om såkaldte 'torskeorm', som i værste fald kravler fra den spiste fisk ud i maven og derfra videre ud i kroppen.

Mange patienter ender med at hoste ormen op, inden for en uge efter de blev syge. Andre brækker sig, indtil ormen har forladt kroppen. Men de uheldige kan ende med at blive indlagt til en operation, der fjerner det stykke tarm eller mave, ormen sidder i.

- Mange torskeorm er blevet opereret ud, fordi lægerne ikke vidste, hvad der var i vejen. De kunne kun se, at der var en betændelse i tarmen, som de så fjernede ved at skære et stykke af tarmen. Først derefter kunne de se, at det faktisk var en parasit, de skulle have fjernet, siger Kurt Buchmann, leder af Dansk Fiskeimmunologisk Forskningscenter og professor i akvatisk patobiologi ved Københavns Universitet.

Sådan skal du tilberede fisken
Ifølge professoren skal du endelig blive ved med at spise fisk, men til gengæld tænke dig godt om, når du tilbereder dem.

- Der er eksempler på, at folk er blevet syge, fordi deres fiskefileter ikke var stegt nok. Så jeg vil sige, at vilde fisk fra danske farvande er gode - og jeg spiser dem hver dag. Men de skal enten frysebehandles ved minus 20 grader i 24 timer eller udsættes for 60°C, før de ender på middagstallerkenen.

- Torskeorm er nemlig ikke lige til at fjerne fra kødet. De ligger rullet sammen i fiskefileter, og nogle af dem er svære at få øje på, hvis de befinder sig i en tyk og dejlig filet, siger Kurt Buchmann.

Pas på den rå gourmet-fisk
Den 'gourmet-bølge', der ruller over landet i disse år, har bragt en del opskrifter på rå fisk med sig. For eksempel 'Ceviche' - torsk marineret i lime- eller citronsaft.

- Det smager utroligt lækkert. Men du skal være meget forsigtig og fryse torskekødet inden tilberedningen starter. Og hvis du bliver syg, er du ikke sikker på at få gode råd hos lægen.

- I sidste uge var jeg i kontakt med en patient, som havde spist Ceviche og var blevet syg. Men på skadestuen sagde de - fejlagtigt - at ormen ville dø i mavesyren. Da patienten blev ved med at have ondt i maven, skrev han til mig for at få gode råd, fortæller Kurt Buchmann.

Sådan opfører ormen sig i kroppen
Når torskeormen kommer ned i en menneskemave, liver den op på grund af varmen. Men da der er forskel på sælers og menneskers organer, kravler den forvirret rundt i kroppen, indtil den bliver hostet op eller på anden måde fjernet.

Du kan læse mere mere om, hvor ormen stammer fra, og hvorfor den er i fremgang i Østersøen lige nu på videnskab.dk. Du kan finde link til artiklen i boksen til højre på denne side.