Er det i orden at overvåge sit barn på de sociale medier?

Er det ok at læse med over skulderen, når børn og unge er på Facebook og Twitter, eller overskrider man børnenes grænser, når det sker?

En ny undersøgelse viser, at mere end hver femte forældre har overvåget deres børn i smug. Men det er en dårlig idé, mener formand for Børnerådet, Per Larsen:

- Jeg synes, forældre skal lade være med at overvåge, men de må meget gerne interessere sig for, hvad børnene laver, og der er en væsentlig forskel på de to ting.

Hvor går grænsen?
Formanden erkender, at grænserne er flydende, men opstiller et par tommelfingerretler.

- Hvis vi snakker om overvågning og det foregår skjult for barnet eller den unge, så mener jeg rent faktisk man overskrider grænserne og krænker barnets integritet. Børn har også krav på et privatliv, siger Per Larsen.

Opbyg i stedet et tillidsforhold
- Det at interessere sig for sine børn og være bekymret for dem er en helt anden sag, og det kan man imødegå ved at have et åbent forhold til dem. Jeg synes man skal starte meget tidligt med i fællesskab at kommen ind i denne her kultur. Hvis man kan opbygge et tillidsforhold, er det langt at foretrække.

Konsekvenserne af hemmeligt at overvåge børnene, kan i yderste tilfælde have fatale konsekvenser, mener Per Larsen:

- I værste fald kan det ende med, at børnene siger farvel og tak og begiver sig på deres egen boldgade.

Hvad mener du?
Se hele interviewet med Per Larsen i videoen øverst i artiklen. Og nedenfor kan du se en diskussion mellem Stine og hendes datter Sally, der sidste år havde et opgør om Sallys ret til et privatliv på Facebook.

På vores Facebookside er der i øjeblikket en engageret debat om dette emne. Gå ind via linket til højre og giv dit besyv med!

Stine og Sally

.