Der er gået sport i læsning

16x9

Anført af en nøgen David Nielsen blev 2008 et år fyldt med bøger om sport, hvor særligt biografierne formår at samle læsere.

Med en provokerende titel og endnu mere provokerende indhold blev fodboldspilleren David Nielsens bog "Sorte svin" en af 2008's mest omtalte sportsbøger - en bog, der sidenhen skaffede den måske lidt for ærlige fodboldspiller en voldstiltale på halsen.

I 2008 kom sporten for alvor ind på de danske boghylder, der bugner af alt fra beretninger af og om enkelte spillere til længere krøniker om klubber og hold skrevet af universitetsuddannede.

Jonas Ankersen, medforfatter til "Sorte Svin", hvor David Nielsen poserer nøgen på coveret, var fra start enig med hovedpersonen om, hvad portrættet af en sportsstjerne bør tilbyde læserne.

"Vores ambition var fra start at sætte nye standarder for, hvor ærlig man kan være i sportslitteraturen. Vi vidste godt, at det kunne få nogle konsekvenser, men det var vigtigt, at det hele kom med, så det virkede troværdigt," siger Jonas Ankersen.

Ifølge Jonas Ankersen er bogen bevidst skrevet i et letforståeligt sprog.

"Både David og jeg synes, at det gode ved sportslitteratur er, at det er lettilgængeligt. Derfor har vi bygget bogen op af korte kapitler, og den er helt bevidst ikke skrevet i et forfattersprog. Læseren skal gerne have den følelse, at David sidder overfor og fortæller nogle gode historier," siger Jonas Ankersen.

Og at dømme efter salgstallene, der ligger på mellem 25.000 og 30.000 solgte eksemplarer, er bogens tone faldet i god jord.

Ifølge forfatter og litteraturredaktør på Berlingske Tidende, Jens Andersen, var bøgerne om jægersoldat B. S. Christiansen og tidligere fodboldspiller Stig Tøfting de første, der igen gav mænd litteratur på tanden.

"Der er kommet et helt nyt segment af læsere, og markedet er fuldstændigt eksploderet. Den store interesse for sportslitteraturen har nok noget at gøre med nostalgi. Mange af bøgerne handler om 80'er-landsholdet og er en rejse tilbage til dansk fodbolds guldalder på et tidspunkt, hvor det ikke går nær så godt for landsholdet," siger Jens Andersen, der selv har skrevet biografien "Frankie Boy" om landsholdslegenden Frank Arnesen.

Ifølge forskningsadjunkt Søren Frank fra Institut for Litteratur, kultur og medier på Syddansk Universitet er der flere grunde til, at sport er så fascinerende at læse om.

"Der er en tendens til at se sporten som pseudoreligion. Vi har brug for glamour, og sportsstjerner er så tilpas distanceret fra vores hverdag til, at de kan fungere som en form for guder. Samtidig er sporten et sted, hvor den vestlige civilisation kan hylde det kropslige, det fysiske og det instinktmæssige. Endelig er der et kommercielt aspekt. Når for eksempel håndboldlandsholdet får succes, så opstår der automatisk nogle rammer og nogle læsere, der gerne vil vide, hvad der foregik bag kulisserne," siger Søren Frank, der i år udgav bogen "Giganternes skuldre" om Manchester United.

En af de sportsbøger, der i år kom i kølvandet på håndboldlandsholdets triumf ved EM, var bogen "Lars Christiansen - Fra spids vinkel". Ifølge medforfatter Jan Løfberg indeholder sportsbiografier de samme kvaliteter som andre biografier.

"Læserne kan lære en person eller et idol, som de måske kun har set på tv, bedre at kende gennem en biografi. En biografi giver læserne mulighed for at følge den menneskelige udvikling og samtidig se, at personen også har et liv ved siden af, og faktisk er et almindeligt menneske," siger Jan Løfberg.

Hovedparten af de sportsbøger, der er blevet udgivet i 2008, handler om fodbold og i særdeleshed om det danske 80'er landshold.