Skuespillerinden Beverly Roberts er død

16x9

Den amerikanske sanger- og skuespillerinde Beverly Roberts er død, 96 år gammel. Hun sov stille ind i sit hjem i Californien.

Roberts fik sin filmdebut over for Al Jolson i "The Singing Kid" fra 1935 og spillede året efter sammen med Humphrey Bogart i dramaet "Two Against the World". Hun kunne også opleves i Bogart-filmen "Kina kureren" og sammen med Errol Flynn i komedien "Det var hende, der begyndte".

Senere fulgte film som "Vest for Shanghai", "Flirting with Fate" og "Tropisk raseri". I 1940 var det dog slut. Skuespillerinden forlod sin lovende karriere og Warner Bros. til fordel for livet på landevejene.

Roberts turnerede som sangerinde i Dorsey Brothers Band og fik i 1950 en stilling hos det amerikanske teaterråd, hvor hun blev i 25 år - med enkelte afstikkere til TV. Hun medvirkede i nogle få serier, sidst "Love Story" i 1973.

Roberts giftede sig aldrig og fik ingen børn.