VIP-Julekalender: Schackenborg bliver feriecenter

16x9

I vores VIP-julekalender har vi valgt de bedste royale historier ud til dig. Du får én hver dag fra året, der gik.

De kongelige har nu fået øjnene op for de indtjeningsmuligheder, der ligger i konceptet 'Staycation', hvilket vil sige, at man holder sin ferie i sit hjemland i stedet for at smøre sig ind i sololie i et andet land.

Prinsesse Marie og prins Joachim er ifølge P4 Syd i fuld gang med, at omdanne dele af deres residens i Møgeltønder til ferieboliger til de ferielystne danskere.

Helt konkret er det godsforvalterens tidligere bygning på Schackenborg Slot, der snart kan bestilles via www.slotsferiedanmark.dk.

Stor interesse allerede
Så almindelige nysgerrige og hardcore royalister kan, hvis de ellers har råd til det, komme til at sove i en seng, der er nøje udvalgt af den danske prinsesse. Og hvor ofte prøver man lige det?

Netop af de grunde har feriecenteret da også store forventninger til deres nye klient.

"Vi har store forventninger til stedet, for der er allerede efterspørgsel på det", fortæller feriekonsulent Karl Gulløv til P4 og uddyber:

"Det er især Prinsesse Marie, der sætter sit præg på stedet og hun indretter det blandt andet med møbler fra Schackenborg Slot. Faciliteterne byder på plads til omkring tolv sovende og der ud over kan bygningen lejes til konferencer eller dagsmøder".

Et glimt af de kongelige
Så det er altså bare med at være hurtig på tasterne, hvis sommeren skal foregå under royale himmelstrøg.

Her på redaktionen er vi sikre på, at prins Joachim ikke siger nej til et par hjælpende hænder, når høsten skal i hus.

Prisen for en uge koster fra 6.000 - 12.000 kroner plus forbrug.