Viggo Mortensen viser film i Ringsted

16x9

800 danskere får fredag aften en enestående mulighed for at opleve den dansk-amerikanske skuespiller Viggo Mortensen.

Ringenes Herre-skuespilleren optræder i en uvant rolle ved et arrangement i Ringsted Kongrescenter og indfrier dermed et løfte, som han sidste år gav en dansk journalist, da den spansksprogede film "Alatriste" blev vist ved en festival i Canada. Et løfte om at være til stede, når filmen fik premiere i Danmark.

"Alatriste", der ikke har haft den store succes uden for Spaniens grænser, har imidlertid aldrig fundet vej til de danske biografer. Men da Viggo Mortensen mener, at et løfte er et løfte, gav den 48-årige skuespiller tilsagn om at medvirke ved arrangementet. Forevisningen med Viggo Mortensen som 'fremviser' bliver den eneste herhjemme, skriver Ritzau.

Skuespilleren holder ferie på Ringsted-egnen, hvor han har familie, og han rejser om få dage tilbage til USA.