Mary får fru Doky til hofdame

16x9

Kronprinsesse Mary sætter nu endnu en veninde på lønningslisten. Denne gang er det Chris Minh Dokys kone, Tanja, der indlemmes i hoffet.

Musikeren Chris Minh Doky har igennem mange år været kronprins Frederiks nære ven, og da Mary kom til, blev hun hurtigt veninde med Minh Dokys kone, Tanja Elise Kjærsgaard Doky.

Og fra og med på tirsdag får deres venindeskab altså en ny dimension, idet Tanja fra da af skal arbejde som Marys hofdame.

Det er ikke første gang Mary ansætter en nær veninde i jobbet som hofdame. De seneste knap 18 måneder har stillingen været besat af Caroline Heering, der er gift med en af Frederiks gamle venner, Peter Heering jr.

At Tanja Doky nu ansættes som hofdame istedet for Caroline Heering betyder ikke, at der er kommet kurrer på den royale venindetråd. Tværtimod.

Fru Heering er nemlig fra 1. november udnævnt til at være kronprinsessens privatsekretær. I tillæg dertil beholder hun samtidig titlen hofdame. Det skriver Ekstra Bladet.

Hoffet oplyser, at årsagen til ansættelsen af endnu en hofdame er, at Caroline Heering har følt sig overbebyrdet.

Både Doky'erne og Heering'erne er faste gæster ved kronprinsparrets fester. Derfor kender de også hinanden særdeles godt indbyrdes.

Begge hofdamer kan ligeledes levere legekammerater til prins Christian på to år og prinsesse Isabella på seks måneder.

Tanja Doky er mor til Frida på fire år og Milo på tre år, mens Caroline Heering er mor til Emilie på fem år og Rosemarie på to år.