Guide: Sådan børster du dine tænder rigtigt

16x9

Selvom otte ud af ti danskere børster tænderne flere gange dagligt, har en tredjedel af dem alligevel dårlig mundhygiejne. Det viser en rapport fra Dansk Sundhedsinstitut.

Men hvordan børster man så tænderne rigtigt? Vi har samlet en masse gode råd og lavet en guide, der fortæller dig hvordan du får en god mundhygiejne:

Hvilken tandpasta skal jeg bruge?

Navnet på din tandpasta er ikke relevant, så længe tandpastaen indeholder fluor. Fluor er med til at forebygge caries.

Voksne behøver ikke mere tandpasta end størrelsen på en ært, og børn skal ikke have mere end et tyndt, jævnt lag på tandbørsten.

Hvornår børster man tænder?

Det optimale er, hvis du børster tænderne inden et måltid, for så har du en beskyttende hinde på din tænder til at tage imod al den mad og drikke du skal til at indtage.

Det er vigtigt, at du IKKE børster tænder lige efter du har spist eller drukket syreholdige drikke, som sodavand eller juice. Man kunne sagtens forestille sig, at det ville være en fordel at få børstet alle madresterne væk, men i virkeligheden masserer man bare madresterne og syren ind i diverse huller, så de kan gøre endnu mere skade. Vent derfor et stykke tid, og skyl munden med vand inden du går i gang.

Hvor ofte skal jeg børste tænder?

Hvis man er grundig kan én tandbørstning om dagen være nok, men det anbefales at man børster to gange om dagen. Om natten danner man ikke så meget spyt, og spyttet skyller normalt bakterierne væk, så det kan være en god ide at børste tænderne lige inden man går i seng.

Hvordan børster jeg tænderne?

Du skal ikke bruge store bevægelser og børste flere tænder på en gang. Det kan være en god idé, at inddele tænderne i fire zoner: overkæbe til højre og venstre, og underkæbe til højre og venstre. Børst hver zone i 30 sekunder. Du skal børste med små cirkelbevægelser. Sørg for både at børste tænder og tandkød. Når tandpastaen skummer for meget skal du spytte det ud, men vent med at skylle munden og komme vand på tandbørsten. Den tandpasta der er tilbage hjælper stadigvæk.

En elektrisk tandbørste kan være en god idé. Det gør hele processen lidt lettere, og du behøver ikke lave de samme bevægelser som med den manuelle tandbørste, så det kan være meget hjælpsomt, hvis du er bevægelseshæmmet.

Tungen

Tungen er en ofte overset del af tandbørstningen. Det er en rigtig god ide at børste både tungen og i kinderne, da de bakterier der giver dårlig ånde ofte findes her.

Tandtråd

Tandtråd, tandstikker eller en anden form for floss er en nødvendighed. Din tandbørste kan kun børste tre ud af de fem flader tanden har. Du behøver kun at bruge det én gang om dagen, så gør det til en vane på linje med tandbørstningen selv.

Børn

Børn skal have en blød, mindre tandbørste. Hvis de ikke kan lide tandpastaens skarpe mintsmag, kan de prøve en med frugtsmag i stedet. De skal have hjælp til at børste tænder indtil de er 10-12 år gamle. Man kan eventuelt lade dem børste tænderne selv først, og få en voksen til at hjælpe dem bagefter.

Kilder: Tandlægeforeningen, Dansk Sundhedsinstitut, netdoktor.dk