Minimælk i karton dumper i smagstest

Se hvilken mælk, du skal købe i supermarkedet

Den fedtfattige minimælk er blevet den foretrukne i danskernes indkøbskurv. Minimælk udgør 38 procent, af de 90 liter mælk en dansker drikker årligt. Det skriver Politiken. Men hvilken minimælk smager egentlig bedst?

Politiken bad et panel blindsmage seks bud på minimælk, som kan købes i supermarkederne. I testen blev der smagt på mælk fra Irma, Thise, Løgismose, Arla, Gram Slot og Osted Mejeri.

Osted Mejeri var blingsmagningens vinder, med fem ud af seks point til den økologiske minimælk til 7,25 kroner i Rema 1000. Osted Mejeris mælk vandt især på den afbalancerede smag, som panelet beskriver som lidt sød og cremet.

Kedelig smag af pap
Den næsthøjeste karakter i minimælkstesten gik til Gram Slot, som fik fire point for sin gode smag.

Det gik derimod dårligt for den traditionelt indpakkede minimælk på karton, hvor Løgismose, Thise og Irma kun scorede to ud af seks point i testen. Her var det ting som eftersmag, fedtkugler og kedelig smag, som var skyld i den triste karakter.

Lidt bedre klarede Arlas Harmonie minimælk sig, som fik tre ud af seks point, men blev beskrevet som smagende af pap af en af panelets deltagere.