Opskrifter: Pizzadej og tomatsovs af Gorm Wisweh

16x9

Husk de tre grundprincipper for at lave en god pizza!

1.Lav noget ordentligt brød som udgør bunden

2. Lav en tomatsovs der rent faktisk smager af tomat

3. Brug aldrig strimlet møg-ost. Brug frisk mozzarella. Det er ok at bruge den billigste fra køledisken, bare det er frisk mozzarella i vand.

PIZZADEJ:

Ingredienser: Til 2-4 pizzaer.
- En klump surdej på størrelse med 1/2 knytnæve) Kan altså undværes
- 1,5 dl vand (koldt)
- 10 g gær
- 1 tsk. sukker
- Ca. 200 gr mel (Gerne typo 00, den klassiske pizza, pasta mel fra Italien)- Ca. 100 g mel semola (Grovvalset durummel), hvis du ikke kan skaffe det så erstat med 00 mel.
- 1 spsk olivenolie
- 1 spsk salt med top

Fremgangsmåde:
(Surdej: 1 dl vand, 5 g gær, 1 nip sukker. 00 mel æltes i, indtil dejen er fast. Røres sammen og sættes på køl natten over.)

- Bland vand, gær, (surdej) og sukker sammen. Sukkeret giver gæren og surdejen noget at leve af. Når det er opløst tilsættes ½-delen 00-mel og semola. Dette røres ud til der ikke er flere klumper.

- Tilsæt salt og olie, rør lidt, tilsæt derpå resten af melet over to omgange (føles dejen for våd, så spæd op med 00 mel). Og ælt så på livet løs. Dejen skal aktiveres, og det handler om man power (eller girl power). Efter 10-15 minutter skulle dejen begynde at blive glat og smidig at røre ved. Lav et snit i dejen og tjek, om den er skinnende indvendig.

- Lad dejen hæve i køleskab i en times tid eller til dobbeltstørrelse (allerbedst er det at lave den dagen før, men det er ikke ultra-vigtigt).

- Tag dejen ud og skær den ud til boller a 160 g. Ælt bollerne ved at folde ind mod det samme punkt i bollen, så den får en glat og spændstig overflade. Bollen skal rette sig op af sig selv, når man trykker på den. Læg dem på en bakke og lad hvile 30 min til 1 time.

Tag dem ud og lad dem få lidt temperatur igen, så er vi klar til at rulle ud. Dejen kan også æltes i en køkken­ma­skine, men så får man jo ikke noget motion!

TIP: Hvis man gerne vil lave en sundere bund så udskift semola med rugmel. Det smager herligt og fungerer fint.

EN GOD FRISK TOMASOVS:

Ingredienser:
- 1/2 rødløg
- 1 fed hvidløg
- 1 frisk tomat
- 1 dåse flåede tomater
- Lidt frisk basilikum med stængler (man kan bruge den tørrede version, men smagen er derefter)
- Evt. lidt tørret timian og oregano, hvis det nu alligevel står på hylden
- 1 lille dåse tomatpure ca. 15-20 gr.
- 1 spsk. olivenolie
- salt
- peber

Fremgangsmåde:
- Alt sammen blandes i en skål og blendes med en stavblender eller lignende.

- Olien er til for at legere tomat­sovsen, så den ikke så let trænger ned i bunden under bagningen (hvis man bruger tørrede krydderier, så kom dem i, efter man har blendet alt det andet, ellers bliver tomatsovsen nemt kedelig og grå).

- Smag til med salt og peber.

Gem resterne
Har man tomatsovs til overs når man er færdig med sin pizzabagning så gem resterne til dagen efter, det gælder også hvis man nu skulle have lidt dej tilovers.

Bag boller dagen efter og varm tomatsovsen med lidt fløde + evt. lidt vand samt chili. Så har du dejlig tomatsuppe og hjemmebagte boller