Clemens vil støtte studie uanset sejr

16x9

Rapperen vil støtte studie uanset om han vinder eller ej

Der er meget på spil i aftenens AllStars-finale. Bliver det MC Clemens eller René Dif, der løber af med sejren?

Hvem der end vinder, er meldingen fra rapperen Clemens klokkeklar:

"Uanset om jeg vinder AllStars eller ej, så har jeg besluttet mig for at studieprojektet skal blive til noget. Jeg har allerede talt med kommunen om planer og forskellige tiltag. Og har en aftale om at komme derned og give en række masterclasses," siger rapperen til TV 2 Gossip..

Fik selv hjælp

MC Clemens begyndte sin egen musikalske karriere i 1989, som DJ på en ungdomsklub i Sønderborg. Her blev han hurtigt kendt i den lille by for at omdigte og recitere MC Einars linjer.

Med Lars Jensen, bedre kendt som L:Ron:Haralds hjælp lærte han at rappe, og opnåede en andenplads ved DM i rap i 1993.

Herefter begyndte Clemens at freestyle, og vandt i 1996 DM i Rap. I 1997 udgav han sin debutplade "Regnskabets Time", som fik stor kommerciel succes.

Kæmper mod konventionerne

Clemens ser rørt tilbage på de forgange uger i Sønderborg og husker selv, hvordan det var at starte sin karriere i byen.

"Når man kommer dernede fra skal man kæmpe lidt mere for det, end man skal for eksempel i København.
Man må selv definere miljøet og opsøge de få enkeltpersoner, som er dem, der gør forskellen. For mig har det nok gjort, at jeg tør at være individualist.
Jeg har været vant til at kæmpe imod konventionerne," siger Clemens og lægger stor vægt på, at der skal gøres noget for byens unge talenter og de ildsjæle, som har betydning for om projekterne bliver til noget.

" I de mindre byer er det meget overladt til enkelte ildsjæle. For mig var det L:Ron:Harald, der gjorde forskellen. Han var min mentor i mange år. I dag er vi partners in rhyme."

Hvad betyder det for din street credit at være med i et show som AllStars?

"Min status i miljøet er så fasttømret og jeg har lavet så mange tossede ting igennem min karriere, så folk tænker nok bare, at det sorte får gør hvad det sorte får vil. Men jeg tror, at jeg har fået et bredere publikum - især blandt folk som er noget ældre end de plejer," svarer Clemens.

AllStars-finalen sendes i aften kl. 20 på TV 2