Sukkerchok trækker stikket ud

16x9

Sukkerchok holder pause på ubestemt tid

Sukkerchok har efter tre år på landevejen valgt at holde pause på ubestemt tid.

"Vi har haft nogle fantastiske og lærerige år sammen, men har brug for en pause i Sukkerchok og glæder os nu til at tage imod nye spændende udfordringer," udtaler trioen i en pressemeddelelse.

Malene Qvist, Kat Stephie Holst og til dels Simone Cameron (der blev en del af gruppen via en casting-konkurrence i "Go' Morgen Danmark" sidste sommer) har som Sukkerchok spillet ikke færre end 300 koncerter landet over. Hertil kommer deltagelse i diverse tv-programmer og shows.

Trioen forsikrer, at man naturligvis opfylder diverse allerede indgåede aftaler, men ellers trækkes stikket altså ud på ubestemt tid.

Udmeldingen kommer som en overraskelse - så sent som på Skanderborg Festival udtalte Sukkerchok således til tv2.dk, at man drømte om at bryde igennem i udlandet.