Satisfaction: Stones lagde Horsens øde

16x9

Der har været talt og skrevet meget om kedelige ting som parkering, køer, små storskærme, dårlig lyd og utilfredse koncertgængere i tiden mellem Madonna og Rolling Stones i Horsens.

Søndag aften stoppede mægtige Stones alle diskussioner med et brag af en anden verden, da verdens ældste rock-orkester efter aflysning og forsinkelse endelig, endelig sendte koncertturneen A Bigger Bang til Danmark.

Madonna-koncerten i forrige uge var faktisk ganske glimrende for rigtig mange mennesker og fortjener ikke alle de hårde ord, der senere faldt. Men Mick Jagger, Keith Richards, Ron Wood og Charlie Watts' Rolling Stones-koncert var ikke bare glimrende. Det var en vaskeægte rock-koncert, som den kun kan leveres af ægte musikere, der elsker det de laver. Det var en totaloplevelse i lyd, billeder og eksplosioner. Det var rå folkefest, der sagtens formåede at række ud og ud og ud selv blandt de bagerste af de astronomiske 85.000 tilskuere.

Sir Mick i fuldt tempo
Sir Mick Jagger gav den på dansk ved adskillige lejligheder. Han havde endda lært sig at sige "Horsens" - og fik tilføjet et temmelig cool, markeret "k" på sit "maange tak-e" - og manden var naturligvis oppe i fuldt tempo fra start og hele vejen gennem den knap to timer lange koncert. Måske den sidste i Danmark - måske den allersidste, i hvert fald har Roling Stones ikke flere datoer i kalenderen lige nu, men søndagens koncert tydede ikke på, at de var ved at være færdige.

Bedst var det naturligvis for de fleste, når Stones fandt de store hits frem fra bagagen. Allerede til andet nummer blev der spillet igennem til en af de absolutte mærkevarer "It's Only Rock'n'Roll" - og det er nok muligt, at det kun er rock, men ja, vi elsker det - og der skal faktisk ikke så meget mere til for at gøre folk glade.

Blå skjorte og rock 'n roll
Publikum nød det i hvert fald. Fra den lille trinde mand med overskæg og blå skjorte over langhårede ungersvende og deres mødre, der havde drukket fadøl på trods af søndagen til alt og alle midt imellem - alle rockede de med Jagger og co.

Og apropos storskærme. Skærmen midt over Rolling Stones' vildt imponerende scene var så stor, at man selv på endog meget lang afstand kunne se hver en hærget rynke i Keith Richards' fjæs. Den mand var ung, da de byggede pyramiderne - men han er stadig bare alt for cool, når han giver Jagger en pause og læner sig nonchalant ind over mikrofonstativet, som om han hang i en bar og ventede på en dobbelt Jack D. Han synger måske ikke så godt som Jagger, men han er mindst lige så cool.

Et rigtigt rock-orkester...
Rigtige rock-orkestre har tænkt over, hvordan de sammensætter deres koncerter. Et par af de gode gamle, et par nye, en stribe af de gode gamle, lidt nyt - og så bygger man op til finalen med fem af de rigtig gode, gamle numre, som alle kender - og som sætter gang i folket. Og Rolling Stones ER et rigtigt rock-orkester, ja, faktisk bør der måske bare være et billede af dem i ordbogen under ordet. I hvert fald linede de op til en finale, der fik det meste af Horsens til at ønske, at de stadig var unge - eller bare bliver ved med at være det for evigt.

Den sidste Stones Tour de Force begyndte med "Start Me Up" fulgt af "Honky Tonk Women", "Sympathy for the Devil", "Paint It Black" og "Brown Sugar". Spil lige den stribe hits på den indre grammofon- eller mp3-spiller - og så har man altså en rimelig god fornemmelse af stemningen i Horsens, da den officielle del af koncerten sluttede.

Men rigtige rock-orkestre spiller naturligvis ekstra-numre. Og selv om det kun blev til to af slagsen, så gør det ikke ret meget, når det ene er "You Can't Always Get What You Want" - og det andet er "Satisfaction". Når et ægte rock-orkester spiller en ægte rock-sang, som samtlige 85.000 blandt publikum kender, så sker der altså et eller andet: Rå, uforfalsket rock 'n roll-magi - der sendte koncerten op i en anden dimension og fik de fleste til at spadsere fra pladsen med et stort, lykkeligt smil på ansigtet.

Hvis de da ikke var gået i god tid for at undgå køerne, som rigtig mange mennesker gjorde. Men så var de selv ude om det. For når et af verdens største bands har ventet i knap 400 år på at komme til at spille i Horsens, så bør man næsten give dem tid til at spille færdigt...