Protest over hæder til Tolkien

16x9

Et planlagt kunstværk til ære for "Ringenes herre"-forfatteren J.R.R. Tolkien støder på modstand i Birmingham.

Mange af indbyggerne kalder mindesmærket en skændsel at se på og vil forpurre, at projektet realiseres.

Den seks en halv meter høje rustfri stålskulptur af det vandrende træ Treebeard the Ent fra "Ringenes herre" skulle være en hyldest til forfatteren, der boede i Birmingham som barn og ung.

Det er dog så som så med hyldesten. En gruppe borgere har startet en underskriftindsamling i protest.

Initiativtagerne betegnet kunstværket som en absurd idé, der er helt ude af proportioner.

De mener, skulpturen er en skamplet på naturen der, hvor det er foreslået, den skal stå, og frygter desuden, den vil blive udsat for hærværk.

Det er planen, at Tolkiens grandnevø Tim Tolkien skal skabe mindesmærket, der kommer til at at koste 70.000 pund, knap 780.000 kroner, hvis det bliver til noget.