IT-chefen sover (stadig) kun tre timer om natten

16x9

Kan man nøjes med tre timers nattesøvn og et par powernaps i løbet af dagen uden at falde om af træthed? Og kan man overhovedet præstere noget på så lidt søvn?

Det har IT-direktør i Carlsberg, Kenneth Egelund Schmidt afprøvet sammen med TV 2-programmet Praxis.

Kenneth Egelund Schmidt indvilligede i at afprøve en søvnmodel, der betød, at han kun skulle sove fra klokken 3.30 til 6.30 - og supplere med 2-3 powernaps i løbet af dagen af 20 minutters varighed.

- Jeg havde ikke tid nok og jeg er meget planlæggende, så jeg havde ikke noget spildtid. Så det var en attrativ teori, hvis den kunne give mig flere timer i dønget - og især hvis jeg var effektiv i de timer, siger Kenneth Egelund Schmidt.

Efter 2- 3 dage havde Kenneth Egelund Schmidts krop og psyke vænnet sig til den nye soverytme - og IT-direktøren kunne begejstret konstatere, at den virkede helt efter planen.

- Mine powernaps skulle kompensere for den manglende nattesøvn - og inden de fungerede, var der lidt sovepræstationsangst. Men efter tre døgn fungerede mine powernaps rigtigt godt. Det gav tryghed, siger Kenneth Egeludn Schmidt.

Ifølge Poul Jennum, der er leder af Dansk Center for Søvnmedicin på Glostrup Hospital, og som fulgte Kenneth Egelund Schmidt tæt under forsøget, hører Kenneth til en af de ganske få personer, der kan nøjes med tre timers nattesøvn og et par powernaps.

- Kenneth er atypisk, fordi han kunne gennemføre og tolere søvnforsøget. Det generelle sundhedsråd er stadig, at for lidt søvn har sundhedsmæssige konsekvenser, siger Poul Jennum.

Kenneth Egelund Schmidt har dog holdt fast i søvnmodellen, efter forsøget sluttede i Praxis-regi - og det er ikke mindst af hensyn til hans hustru og deres tre børn.

- Det er min familie, der er den helt store vinder. De har fået den ekstra tid, jeg har fået ud af det her. Hvis jeg skal lytte til min familie, har de ikke haft tiden fra aftensmad til midnat før, siger Kenneth Egelund Schmidt.

I dag bliver der ikke tænkt arbejde inde i Kenneth Egelund Schmidts hoved, fra spisetid og frem til familien går til ro kl. 23 - men så kaster IT-direktøren sig også over arbejdet 3- 4 timer igen.

- Når jeg har de her intervaller, er jeg bedre til ikke at lade tingene flyde sammen. Fra kl. 23 er jeg effektiv - jeg glæder mig til at arbejde på det tidspunkt med god samvittighed, fordi jeg forinden har haft god tid med familien.

Derfor har Kenneth Egelund, Schmidt tænkt sig at fortsætte med modellen, så længe kroppen og psyken vil være med.

- Jeg tager en uge ad gangen. Jeg bilder mig ind, at hvis jeg kan køre det her i denne mørke tid, så bliver det endnu lettere, når det bliver lysere. Og så vil jeg til at spille golf om morgenen, inden jeg skal på arbejde, siger Kenneth Egelund Schmidt.