Vejen til det perfekte pitch

16x9

Deltagerne i Danmarks Bedste Idé kommer flere gange ud for, at de på meget kort tid skal sælge deres idé til det kritiske dommerpanel og seerne. Nogle klarer det godt og andre mindre godt. Det at kunne sælge ens idé på en klar måde på meget kort tid kaldes et pitch. Et godt pitch kan være nøglen til at få foden inden for døren, men det kræver en hel del øvelse, før man kan mestre det fuldstændigt.

Nedenunder gennemgår vi 10 trin, der danner fundament for et godt pitch.

Trin 1: Kend dit koncept

Du skal kende det, du pitcher fuldstændig ud og ind. Hvis du bare er det mindste i tvivl om, hvad dit koncept går ud på, så vil dine tilhørerer også være det. Du skal have gjort dig tanker om alt lige fra konceptets design, budgettet, teknologien bag det og til hvordan dit koncept skal placere sig blandt konkurrenterne ude på markedet. Du skal altså kende din idé og have lavet en grundig research, før du præsenterer den for andre.

Trin 2: Hvem pitcher du for?

Du skal sætte dig grundigt ind i, hvem dit publikum er. Hvilken baggrund har de mennesker, du pitcher for? Sæt dig ind i deres arbejdsområde, hvem de er som personer og hvad de har lavet før. Hvis du ved, hvad dem du præsenterer idéen for laver i øjeblikket, kan du i din pitch bygge videre på det.

Du kan med fordel google dem eller tale med mennesker, der kender dem godt.

Trin 3. Målgruppe for dit koncept

Det er vigtigt, at du udviser et godt kendskab til den målgruppe, din idé henvender sig til. Denne målgruppe er ikke nødvendigvis den samme som den, der er målgruppen for dit pitch. Du skal have sat dig ind i, hvordan din målgruppe tænker, føler og handler via. en grundig research og undersøgelser. Du skal vise, at du kender de tendenser, der rører sig inden for målgruppen og at dit koncept er i øjenhøjde med målgruppen.

Trin 4: Forbered din tale

Det vigtigste trin er selve dét, du vil sige. Det kan være nyttigt at skrive dit pitch ned på et stykke papir først. Et pitch består af en begyndelse, en midte og en afslutning. Det er vigtigt, at du begynder med noget, der fanger de tilhørernes opmærksomhed. Den midterste del af dit pitch skal sige noget interessant og kortfattet om dit koncept, altså essensen af det. Din afslutning skal runde din pitch af på en høflig og opfordrende måde.

Dit koncept skal kunne beskrives klart og kort. En god pitch skal i princippet være så enkel, at din modtager altid forstår det og selv vil kunne sælge idéen videre. Pitchet skal med andre ord kunne leve sit eget liv efter, at det har forladt dig.

Trin 5: Kropssprog

Når du sælger din idé, sælge du også dig selv! Uden udstråling, engagement, karisma og gejst kommer du ikke langt. Du må arbejde på dit kropssprog og sørge for, at du fremstår engageret og at du virkelig brænder for det, du præsenterer. Hvis du ikke selv tror på din idé, så gør dine tilhørerer det heller ikke.

Trin 6: Undgå talestrøm

Din pitch må ikke vare mere end 60 sekunder, så er den for lang! Tit falder man for fristelsen til at tale meget - specielt når man er nervøs. Hold din pitch kort og struktureret og sørg for at sige det vigtigste først. Skulle du blive afbrudt, så gør det knap så meget, når du har fået sagt det vigtigste.

Trin 7: Kritiske spørgsmål

Efter din pitch skal du være forberedt på kritiske spørgsmål, som du skal lade være med at tage personligt. Det er dine tilhøreres pligt at være kritiske, især hvis de er potentielle investorer eller samarbejdspartnere. Tag kritikken til dig og tænk over den. Vær postitiv og ærlig når du svarer på spørgsmålene og vær åben for, at du her kan få nye input til dit koncept, som du måske ikke ville have tænkt på selv.

Trin 8: Improvisation

Hvad hvis nu pitchet kikser, du begynder at snuble i ordene eller du kan se, at de tilhørende keder sig bravt? Er alt så totalt ødelagt? Nej, slet ikke. Du må bare improvisere og satse på en anden måde at gå til dit pitch på. Her bliver du nødt til hurtigt at finde en anden vinkel og dreje det du siger over i en anden retning.

Det kræver både stort overblik og en god føling med situationen, men det er den eneste udvej, hvis pitchet skal reddes.

Trin 9: Den djævlske nervøsitet

Et godt pitch kræver, at du er nervøs! Og alle mennesker er nervøse, når de skal præsentere noget foran en større forsamling. Det der er spørgsmålet er bare, hvordan du håndterer din nervøsitet. Du må frem for alt ikke sige til de tilhørende, at du er nervøs. Så falder det hele til gulvet. I stedet for skal du lade som ingenting - for husk at du altid tror, du virker mere nervøs, end andre rent faktisk opfatter dig som.

Den bedste måde at komme din nervøsitet lidt til livs på er at være forberedt til fingerspidserne. Så ved du i din underbevidsthed, at der er grænser for, hvor galt det kan gå og derfor vil du også automatisk slappe mere af.

Trin 10: Skriftligt resumé

Endelig skal du have et skrevet resumé med af din idé, som du kan efterlade. Det skal beskrive idéen lidt mere udførligt end pitchet gør og være cirka en til to A4-sider langt. Derudover skal det i bunden indeholde kontaktoplysninger såsom navn, adresse og telefonnummer.