Hækling på fuld tid: Tine sikrer 53.000 kroner til kampen mod kræft

16x9
Tine Sommer Hansen har samlet 53.000 kroner ind til Knæk Cancer ved at hækle. Det hele startede med håbet om at gøre en forskel. Foto: Privatfoto

30-årige Tine Sommer Hansen har indsamlet 53.000 kroner til Knæk Cancer ved at hækle og sælge opskrifter.

Løkker, luftmasker og fastmasker. I Sønderjylland sidder 30-årige Tine Sommer Hansen og hækler.

Det har hun gjort nærmest uafbrudt siden februar, og de konstante bevægelser med hæklenålen sker med et klart formål - at indsamle penge til kampen mod kræft. 

KNÆK CANCER

  • I uge 43 sætter Kræftens Bekæmpelse og TV 2 for femte år i træk fokus på kræft, der er den hyppigste dødsårsag blandt danskere under 65 år. 
  • Knæk Cancer samler penge ind til kræftforskning, patientstøtte og forebyggelse af kræft.
  • Du kan følge Knæk Cancer på TV 2, på knækcancer.tv2.dk, Facebook og via aktiviteter i hele landet.
  • Knæk Cancer kulminerer med et stort indsamlingsshow på TV 2 lørdag 29. oktober.

Tine Sommer Hansen hækler for Knæk Cancer. Hun producerer og sælger grydelapper, karklude og håndklæder med Knæk Cancer-logoet, og den 30-årige kvindes arbejde er indtil videre resulteret i en indsamling på 53.000 kroner.

- Det har været den vildeste rejse. Det er overvældende, hvor interesserede danskerne er i at støtte kampen mod kræft, siger Tine Sommer Hansen til TV 2, der i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse igen sætter fokus på den dødelige sygdom i uge 43 med årets Knæk Cancer-kampagne.

At gøre en forskel

Idéen om at designe hækleopskrifter og samle ind til Knæk Cancer fik sønderjyden tilbage i januar. 

- Det var mit håb, at opskrifterne måske kunne indbringe en lille sum penge og gøre en forskel. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at de opskrifter ville sætte gang i så stort et projekt som “Vi hækler for Knæk Cancer” er blevet, forklarer Tine Sommer Hansen, som i dag får hjælp til at hækle produkter af to andre kvinder - Tanja og Bente.

Tine (th), Bente og Tanja hækler grydelapper, karklude og andet med Knæk Cancer-blomsten i den gode sags tjeneste.
Tine (th), Bente og Tanja hækler grydelapper, karklude og andet med Knæk Cancer-blomsten i den gode sags tjeneste. Foto: Privatfoto

Alle mærker canceren

Selv om Tine Sommer Hansen ikke selv har haft kræft, så berører sygdommen hende. 

- Jeg tror, der ligger en angst inden i en for, at man en dag selv får konstateret kræft, eller at ens nærmeste får stillet diagnosen. Jeg tror, at vi alle kender nogen, der har været ramt af kræft og måske endda mistet sin kære til sygdommen, siger Tine Sommer Hansen og uddyber: 

- Jeg kan ikke komme uden om, at det berøre mig, og at jeg ikke ønsker for nogen, at de skal det igennem. Jeg er sikker på, at sammen gør vi en forskel, og jeg vil gøre mit til at hjælpe med at få knækket cancer.

Beløbet går ubeskåret til kampagnen

I takt med at interessen for Tines hæklede Knæk Cancer-produkter er vokset det seneste halve år, har hun skaffet flere sponsorer undervejs.

I dag får hun sponsoreret både garn, labels, lædersnor, cellofanposer og meget mere. Tine hækler på fuldtid, og alle timer er interessetimer. 

- Det bedste er, når folk spørger, hvor meget af beløbet, der går til Knæk Cancer, og jeg så kan svare: det hele, understreger hun.