Her lægger 60 danske soldater sig ned på dækket for en god sag

16x9
Besætningen om bord på Forsvarets støtteskib Absalon sætter fokus på kræft og vil i uge 43 samle ind til Knæk Cancer-kampagnen. Foto: Forsvaret / Forsvaret

Besætningen om bord på Søværnets støtteskib Absalon sætter fokus på kræft og vil med forskellige fysiske aktiviteter samle ind til Knæk Cancer.

Side om side ligger soldaterne på helikopterdækket af Absalon. 

Set ovenfra er det dog tydeligt, at besætningen ikke ligger helt tilfældigt placeret på Søværnets støtteskib. 

Nogle har armene over hovedet, andre holder dem tæt indtil kroppen, og til sammen danner de godt 60 mand på dækket tydelige bogstaver: K-N-Æ-K C-A-N-C-E-R.

Stor støtte blandt besætningen

Søværnets støtteskib Absalon er på nuværende tidspunkt udsendt i en NATO-styrke og befinder sig på Middelhavet.

- Med en besætning på cirka 130 personer har mange haft kræft tæt inde på livet, og alle føler stærkt for at gøre en ekstra indsats i kampen, forklarer premierløjtnant Lennart Harboe Pedersen til TV 2.

Han er særligt overrasket over, hvor mange der mødte op på dækket, da kampagnen blev skudt i gang forleden. 

Her ses Absalon fra luften. På helikopterdækket har besætningen skudt gang i indsamlingen til Knæk Cancer.
Her ses Absalon fra luften. På helikopterdækket har besætningen skudt gang i indsamlingen til Knæk Cancer. Foto: Forsvaret

- Vi skulle bruge 48 frivillige, så jeg så stolt til, da mere end 60 dukkede op, så vi kunne tegne Knæk Cancer-blomsten med mennesker, siger han og tilføjer: 

- I en travl hverdag, hvor mange sover på forskellige tidspunkter på grund af vagter om natten og andet, troede vi, at det ville blive en udfordring at samle nok mennesker til at skrive Knæk Cancer med folk på helikopterdækket.

Fokus på idræt og sundhed

- Der er en fantastisk stemning omkring projektet, og det er blevet modtaget meget positivt. Så jeg glæder mig til at se, hvad vi ender op med i uge 43.

Besætningen om bord på Absalon har dedikeret uge 43 til at støtte op om indsamlingen til Knæk Cancer, og der vil hele ugen foregå forskellige aktiviteter ombord.

- Vi vil have en særlig fokus på idræt og sundhed, men det endelige program er ikke fastlagt endnu, siger Lennart Harboe Pedersen.