Kan kaffe give kræft? Her punkteres syv udbredte kræftmyter

16x9
Du kan roligt drikke kaffe, hvis du holder det på et dagligt indtag af tre til fem kopper. Foto: Shutterstock

Der findes mange sammenhænge mellem kost og kræft, men hvilke passer? TV 2 har fået Kræftens Bekæmpelse til at punktere de mest udbredte kræftmyter.

Sukker er det rene brændstof for kræftceller, der gerne vil udvikle sig, mens kaffe giver kræft i budspytkirtlen. 

Det er bare to af de myter, de ofte støder på i Kræftens Bekæmpelse.

Det er nemlig svært at finde hoved og hale i, hvad der er godt og dårligt at spise, hvis man vil undgå kræft eller selv er kræftpatient.

Derfor skal myterne punkteres

TV 2 har i anledning af 'Knæk Cancer' talt med Anne Tjønneland fra Kræftens Bekæmpelse, der er forskningsleder inden for kost, kræft og helbred.

Vi har fået hende til at se på de mest udbredte kræftmyter og komme med en forklaring på, hvorfor de skal punkteres.

Læs med i listen nedenfor og se, om du har tjek på sammenhængen mellem kost og kræft.

Syv myter om kræft

Mælk

Foto: Shutterstock / Shutterstock
Der er mange kræftpatienter, der holder op med at drikke mælk. Men det er en myte, der stammer fra en engelsk forsker, der mente, at nogen væksthormoner i mælken øgede chancerne for brystkræft. Det viste sig ikke at have noget på sig, da befolkningsundersøgelser ikke har vist nogen sammenhæng mellem mælk og kræft
Faktisk har det vist sig, at mælk beskytter mod kræft i tyktarmen, men til gengæld øger risikoen for prostatakræft. Overordnet set, skal man skal ikke være bekymret for at drikke mælk.

Alkohol

Foto: Shutterstock
Alkohol er klassificeret som et kræftfremkaldende stof. Det øger risikoen for at få brystkræft og kræft i halsen samt andre steder i maven og tarm, som alkoholen passerer. 
Der er dog også nogle, der mener, at et lavt dagligt indtag af alkohol måske har en beskyttende effekt for hjertet. Et lavt indtag er et halvt glas vin eller anden alkohol.
Hos Kræftens Bekæmpelse går man ind for, at man holder sig til Sundhedsstyrelsens abefalinger på syv genstande for kvinder og 14 for mænd, for så har man både den beskyttende effekt i forholdt til hjertet og beskyttelsen mod kræft.

Kaffe

Foto: Shutterstock
Især for tyve år siden herskede der en myte om, at man fik kræft i bugspytkirtlen af at drikke kaffe, men det passer altså ikke. Studier viser faktisk det modsatte. Kaffe beskytter formentlig mod kræft i lever og livmoder og måske en række andre kræftformer som kræft i tyktarm og mundhole. Studiet er lavet ud fra et almindeligt indtag på tre til fem kopper kaffe.

Vitaminer/mineraler

Foto: Scanpix / Scanpix
Kræftpatienter får ofte at vide, at de skal tage vitaminpiller og ekstra antioxidanter. Men der findes ingen studier, der viser, at det skulle have en effekt.
 
Grunden til at vi spiser så mange kosttilskud i Danmark er måske, at producenterne er lidt for gode til at fortælle os, at vi ikke får, hvad vi har brug for via kosten. Men det er forkert. Enkelte grupper anbefales at tage tilskud med D-vitamin (spædbørn, gravide og ældre) og jern (spædbørn og gravide). Både raske voksne og kræftpatienter, som har en normal appetit og spiser bare nogenlunde varieret, er dækket gennem kosten.

Planteøstrogener

Foto: Shutterstock / Shutterstock
Planteøstrogener findes særligt i sojabønner.
Planteøstrogoner har en stor lighed med det kvindelige østrogen, og derfor mener mange, at det kan beskytte mod brystkræft. Forskningen går både for og imod.
Hos kvinder, der har brystkræft, er Kræftens bekymrede for, om planteøstrogenerne kan gøre sygdommen værre. Derfor fraråder Kræftens Bekæmpelse, at kvinder der har eller har haft brystkræft, tager planteøstrogener som kosttilskud.    

Sukker

Sukker Foto: Simon Knudsen / Scanpix Danmark
Der hersker en myte om, at sukker er brændstof for kræftceller. Kræftceller forbruger, ligesom alle kroppens celler kulhydrat, men at det skulle være mere usundt for kræftpatienter at spise sukker, end det er for andre, er en myte. Fakta er, at sukker ikke er sundt for nogen.

Kulhydrater

Foto: Shutterstock
Mange mennesker undgår kulhydrater og spiser i stedet meget proteinrigt. Men det er dumt, for fuldkorn - som indeholder kulhydrater - er vigtigt for at forebygge kræft. Fuldkorn er godt, fordi det er rigt på kostfibre og mange andre sunde stoffer.
Fuldkorn forebygger kræft i tyktarmen, og ser også ud til, at være godt i relation til brystkræft. Der er nogle helt specielle stoffer i fuldkorn, der hedder lignaner, som ser ud til at kunne forbedre prognosen for brystkræftpatienter.