Puk Elgaard på en Puch: Så langsomt har du aldrig set en knallert køre

Puk Elgaard skulle klare sin sidste udfordring for at samle penge til Knæk Cancer.

Mandag, tirsdag og onsdag har Puk Elgaard fra 'Go' morgen Danmark' fået en udfordring. Det er jer seere og læsere som har bestemt, hvilken udfordring hun skulle have, og det hele blev sendt direkte på Knæk Cancers Facebook-side.

Hun har spist insekter, gjort adskillige mennesker utilpasse med slanger og trodset ungdommens drillerier ved at hoppe på en Puch Maxi-knallert og køre ringridning.. Alt sammen for at give canceren et knæk over nakken.

Det var netop i dag i Haderslev, at Puk skulle klare den sidste udfordring ved at ride den kult-agtige knallert Puch Maxi i ringridning sammen med medlemmer fra Danmarks største Puch Maxi klub.

Puk har ikke været på Puch i årevis

Det var lidt af en udfordring for Puk, da hun ikke har siddet på en knallert i årevis. Slet ikke med en lanse i hånden, som skal skydes gennem en lille ring imens gashåndtaget er i bund. For hver ring der blev nedlagt, ville en lokal sponsor smide 1000 kroner i puljen. 

200.000 kroner til Knæk Cancer

Det blev da også en særegen opvisning i  at køre knallert langtsomt, røg fra en totaktsmotor, retrohjelme og nervøse lanser, men det lykkedes holdet at få 20 ringe ned, som indsamlede 20.000 kroner. Seere på Facebook var også dygtige til sende 'likes', så sponsoren donerede 20.000 kroner mere. Det hele blev toppet af, da Puk skulle remse kagenavne op på sønderjysk som gav de sidste 10.000 kroner.

I alt betyder det, at der er samlet 200.000 kroner ind til at knække cancer gennem Puks udfordringer.

Vinderen af en rejse til Maldiverne.

Det er jer seere og læsere, som har bestemt Puks udfordringer med jeres sms-stemmer. Alle stemmer støttede Knæk Cancer med 50 kroner, og var samtidig med i lodtrækningen om en rejse for to til Maldiverne i en uge.

Den heldige vinder af rejsen er Anne-Marie Fuglebjerg fra Gram.  

Tusind tak til alle jer, som sendte jeres stemme og er med til støtte kampen for at knække cancer.