Esben ville ikke indse, at hans 7-årige søn skulle dø, så han fik aldrig sagt farvel

Esben Kjær oplevede enhver forældres mareridt, da han mistede sin søn til kræft. I dag ville han ønske, at han havde fået sagt ordentligt farvel.

For fire år siden fik forfatter og journalist Esben Kjær en chokerende besked fra sin kone, mens han var på vej til arbejde.

Hans seksårige søn, Sebastian, der gennem noget tid havde døjet med forkølelse og ondt i brystet, var blevet indlagt, og lægerne havde efter en række undersøgelser opdaget, at han havde kræft i lungerne.

KNÆK CANCER

  • I uge 43 sætter Kræftens Bekæmpelse og TV 2 for femte år i træk fokus på kræft, der er den hyppigste dødsårsag blandt danskere under 65 år. 
  • Knæk Cancer samler penge ind til kræftforskning, patientstøtte og forebyggelse af kræft.
  • Du kan følge Knæk Cancer på TV 2, på knækcancer.tv2.dk, Facebook og via aktiviteter i hele landet.
  • Knæk Cancer kulminerer med et stort indsamlingsshow på TV 2 lørdag 29. oktober.

Kun én procents chance for at overleve

Overlevelseschancerne for børn med kræft er normalt rigtig gode, men jo nærmere lægerne kom på en diagnose, jo mere dystre blev udsigterne. Og til sidst fik forældrene en chokerende melding.

- Det viste sig at være en afsindigt sjælden form for lungehindecancer. Lægen sagde: ”Hvis han var voksen, ville jeg give ham nul procents overlevelseschance, da han er et barn, giver jeg ham én procent. Gå ud og find et mirakel!". De kunne intet gøre, fortæller Esben Kjær, der onsdag besøgte 'Go’ morgen Danmark' i anledning af Knæk Cancer-ugen på TV 2.

Til trods for de dystre udsigter var Esben og hans kone opsatte på, at de selvfølgelig kunne og skulle redde deres lille søn. Derfor brugte de det næste halve år på at rejse Europa tyndt for at finde det mirakel, der kunne redde Sebastian.

- Men en juni morgen på Rigshospitalet, lige da solen stod op, holdt han op med at trække vejret, fortæller Esben Kjær.

Havde ikke taget højde for Gud

Selvom Esben vidste, hvor syg Sebastian var, kom hans død alligevel som et stort chok. Han havde nemlig hele tiden troet på, at Sebastian kunne reddes, hvis bare hans forældre kæmpede nok for at finde en kur.

- Vi mennesker tror, vi har meget mere magt over tilværelsen, end vi har. Vi var overbeviste om, at hvis vi arbejdede hårdt nok, så ville vi selvfølgelig kunne redde ham. Men der er en magtfordeling mellem mig og Gud, som jeg ikke havde taget højde for, forklarer han.

Sebastian endte med at dø ensom og uforberedt

Esben Kjærs utrættelige kamp for at redde deres søn fik desværre nogle negative konsekvenser for både dem og Sebastian, forklarer han. Når Sebastian engang imellem sagde, at han var bange for at skulle dø, slog forældrene det hen, fordi de var så fokuserede på at redde ham.

- Prisen for det var, at jeg ikke fik sagt ordentligt farvel til Sebastian, og Sebastian endte med at dø mere ensom og uforberedt, end han burde. Jeg havde så travlt med at løbe rundt og forsøge at flytte bjerge, fordi jeg ville redde ham for enhver pris, så jeg gav slet ikke plads til muligheden for, at han skulle dø, siger han.

I dag har Esben Kjær udgivet bogen ’Min usynlige søn – Kunsten at leve med sine døde resten af livet’, der handler om hans tab og om, hvordan samfundet tackler døden og pårørende, der sørger over deres efterladte.