- Det bliver måske svært at finde en, der kan acceptere min testikelkræft

16x9
Fredag danser Magnus med Claudia for at knække cancer. Foto: Mastiff / TV 2

27-årige Magnus er erklæret kræftfri efter fire operationer for testikelkræft, men operationerne har haft konsekvenser.

Det er kun halvanden måned siden, Magnus Bahl Nielsen fik sin sidste operation for kræft. Alligevel står han klar til at danse i 'Vild med dans' fredag sammen med Claudia Rex, hvor der skal samles penge ind til Knæk Cancer. 

- Jeg skal bare ind og lave en fed dans og hygge mig med Claudia, og så vil jeg lade være med at tænke på, at der sidder en million seere, fortæller Magnus Bahl Nielsen, der skal have sin mor og far med i studiet.

- Det betyder meget for mig, at de er med derinde, for de har støttet mig gennem hele forløbet.

Beskeden var en mavepumper

Magnus fik konstateret testikelkræft i oktober 2014 og blev opereret kort tid efter, hvor han fik fjernet testiklen. 

- Da jeg fik meldingen om, at jeg havde kræft, var jeg forberedt på det. Jeg havde snakket meget om det med min familie og min kammerat, som var hos mig den dag, jeg opdagede knuden. Men det var selvfølgelig alligevel en mavepumper, jeg fik, selvom jeg havde forberedt mig mentalt, fortæller Magnus Bahl Nielsen

Men senere kom der tilbagefald, der krævede endnu en operation og opstart på kemoterapi, som Magnus begyndte på i marts 2015 og fortsatte med i tre måneder. I slutningen af kemoen opdager han dog endnu en knude, som han skal opereres for. Heldigvis viser den tredje operation, at knuden bare er indkarpslet blod, der sidder i arvævet fra de to første operationer. Magnus bliver derfor erklæret kræftfri og er det i knap et år. 

KNÆK CANCER

  • I uge 43 sætter Kræftens Bekæmpelse og TV 2 for femte år i træk fokus på kræft, der er den hyppigste dødsårsag blandt danskere under 65 år. 
  • Knæk Cancer samler penge ind til kræftforskning, patientstøtte og forebyggelse af kræft.
  • Du kan følge Knæk Cancer på TV 2, på knækcancer.tv2.dk, Facebook og via aktiviteter i hele landet.
  • Knæk Cancer kulminerer med et stort indsamlingsshow på TV 2 lørdag 29. oktober.

- Man må ikke lade sig styre af sygdommen

Selvom Magnus fremhæver de positive ting, når man spørger ind til hans forløb, har der alligevel været nedture.

- Jeg var 25 år, da jeg fik det konstateret. På det tidspunkt havde jeg været igennem en arbejdsskade, men mit liv kørte igen på skinner. Jeg var i gang med at træne og var i mit livs bedste form. Så det med at blive syg og sengeliggende var virkelig hårdt, fortæller Magnus Bahl Nielsen.

Ellers ser han meget lyst på tilværelsen. 

- Selvom man har haft en sygdom, har man selv ansvaret for at tage teten og komme videre, når man bliver erklæret rask. Man må ikke lade sig styre af sin sygdom. Jeg vil se muligheder frem for begrænsninger. Der har selvfølgelig været perioder, hvor jeg har været bitter og sur, men jeg har prøvet at få det bedste ud af dagene og livet, siger Magnus Bahl Nielsen.

Undervejs i sygdomsforløbet har hans venner da også været gode til at lave ting med ham, der ikke involverede byture og andre ting, han ikke kunne holde til. Han har dog været ærgerlig over, at han i perioder ikke har kunnet komme til at øve med det band, han spiller i.

Kan ikke få børn

Selvom Magnus nu er erklæret rask, har kræften haft konsekvenser. Der har været mentale følger efter sidste operation, kemoen har gjort ham træt, og så har han fået fjernet begge testikler.

- Jeg kan ikke få børn på naturlig vis. Og så skal jeg smøre mig med testosteroncreme hver dag resten af mit liv, fortæller Magnus Bahl Nielsen.

- Hvordan er det, når man er en ung mand på 27 år?

- Det bliver jeg jo nødt til at tage med. Men det kan selvfølgelig gøre det svært at finde en pige, der accepterer det. Men jeg er rimelig åben omkring det, så hvis jeg møder en, og hun ikke kan acceptere det, er det bare ikke en, jeg skal være sammen med.