'Vild med dans'-stjerne mistede sin mor som 15-årig: Jeg fortryder især én ting

16x9
- Det hele kommer lidt tættere på i år, men jeg er sindssygt beæret over at få lov til at gøre en aktiv del for at støtte 'Knæk Cancer', siger skuespilleren Mathias Käki, der fredag aften danser for den gode sag i 'Vild med dans'. Foto: Henrik Ohsten / TV 2

Skuespilleren Mathias Käkis mor døde af kræft, da han var 15 år. Nu sætter han ord på, hvordan det var at miste hende i så ung en alder.

- Man sidder og håber på bare én vejrtrækning til. Én til, én til, én til… og pludselig kommer der ikke flere. Og så tænker man "pis".

Skuespilleren Mathias Käki husker tydeligt de minutter, hvor hans mor trak vejret for sidste gang.

Han husker, hvordan han en fredag i april for 6,5 år siden sammen med sin lillesøster blev hentet i skolen og fik at vide, at nu var det nu.

Han husker, hvordan hans forældres soveværelse var fyldt med læger og grædende familiemedlemmer, da hans mor lå og kæmpede for at trække sine sidste vejrtrækninger.

Og mest af alt husker han lyden af hendes vejrtrækning. En lyd han aldrig glemmer.

- Den var så tung, at jeg kunne høre den, så snart jeg kom ind i huset. Jeg kunne ikke holde til at være i rummet og høre hende trække vejret på den måde. Det var dér, det for alvor gik op for mig, at nu var der ikke noget at gøre. Jeg lagde mig bare ind på min seng og græd i flere timer den dag.

Forsøgte at tie døden ihjel

Maj-Britt Käki Jørgensen, Mathias' mor, døde af hudkræft klokken 20.08 den aften i april i 2010. Med Mathias og resten af familien ved sin side. Hun blev 45 år.

Forud var gået et forløb på bare ti måneder, fra hun fik konstateret, at hun var uhelbredeligt syg, til hun lukkede sine øjne for sidste gang.

Jeg ville gerne have fortalt hende, at jeg elskede hende.

Mathias Käki

De ti måneder husker Mathias Käki som et kaos af alle mulige følelser, han for det meste gik og tumlede med alene.

KNÆK CANCER

  • I uge 43 sætter Kræftens Bekæmpelse og TV 2 for femte år i træk fokus på kræft, der er den hyppigste dødsårsag blandt danskere under 65 år. 
  • Knæk Cancer samler penge ind til kræftforskning, patientstøtte og forebyggelse af kræft.
  • Du kan følge Knæk Cancer på TV 2, på knækcancer.tv2.dk, Facebook og via aktiviteter i hele landet.
  • Knæk Cancer kulminerer med et stort indsamlingsshow på TV 2 lørdag 29. oktober.

Derhjemme var moderens uhelbredelige sygdom nemlig ikke noget, de rigtig talte om, mindes han.

- Jeg tror, vi alle sammen var virkelig bange for at gøre hinanden kede af det. Min mor var meget sårbar omkring det hele, så det var mest min far, der sagde, at vi endelig måtte sige til, hvis der var noget. Men jeg turde ikke rigtig stille nogle spørgsmål, både fordi jeg ikke ville belemre mine forældre, men også fordi jeg måske hellere bare ville leve i uvidenhed om, hvor slemt det egentlig var. Så vi snakkede ikke rigtig om det og prøvede nok egentlig at tie det hele ihjel, siger Mathias Käki.

Kom for sent

I de første måneder, efter Mathias' mor fik konstateret kræft, var der intet at mærke på hende. Hun blev ved med at løbe, som hun altid havde gjort. Men på et tidspunkt blev hun ramt af en lammelse i det ene ben og i den ene arm, hvilket gjorde, at hun blev lænket til en kørestol.

I foråret 2010 gik det pludselig stærkt ned ad bakke for Maj-Britt Käki Jørgensen, der blev indlagt på Aalborg Sygehus. Og særligt ét besøg på sygehuset har brændt sig fast i Mathias Käkis hukommelse.

- Hun var pludselig blevet så svækket. Jeg husker, at min far gjorde meget ud af at forklare hende, at det det var hendes søn, der var på besøg. Men det var som om, hun ikke anede, hvem jeg var. Der var ingen kontakt med hende. Og dér gik det op for mig, at jeg aldrig havde fået sagt alle de ting til hende, jeg så gerne ville, siger Mathias Käki og vejer så sine næste ord.

- Jeg ville gerne have fortalt hende, at jeg elskede hende. Det vidste hun selvfølgelig godt, men det var bare ikke noget, vi gik og sagde til hinanden hele tiden. Jeg ville gerne have sagt, hvor taknemmelig jeg var for hende og have givet hende vished om, at jeg nok skulle klare mig. Og så ville jeg gerne have sagt til hende, at vi skulle ses om 80 år, hvor jeg så ville have en masse gode historier om mit liv med til hende. Jeg fortryder, at jeg ikke fik sagt alt det, mens hun stadig var ved bevidsthed.

En ny virkelighed

Tiden efter moderens død var hård for Mathias Käki, hans far og hans lillesøster. Ingen af dem kunne overskue at spise middag ved køkkenbordet, som de ellers altid havde gjort, fordi der stod en tom stol.

Selvfølgelig var det synd for mig, men jeg synes, det var mest synd for min mor.

Mathias Käki

Selvom faderen forsøgte sit bedste for at holde sammen på den lille familie, spiste de i en periode hver for sig i hver i sit rum.

- Det var svært for mig at acceptere, at tingene ikke var, som de plejede. Madpakkerne var ikke det samme, økonomisk kunne vi ikke gøre de samme ting, fordi der kun var én indtægt osv. Jeg havde ikke indset, at det var en ny virkelighed, og jeg behandlede ikke min far helt vildt godt i perioden derefter, selvom han jo virkelig gjorde et forsøg på at få det hele til at hænge sammen. Det har jeg indset efterfølgende, siger Mathias Käki.

Mathias forblev indelukket i sig selv. Han ville ikke tale om eller dele sin sorg, da han ikke ville gøre andre kede af det, og han ikke ville have medlidenhed. I stedet græd han ud på sit værelse og forsøgte at skjule sin gråd i hovedpuden, så hans lillesøster ikke kunne høre ham på den anden side af væggen.

- Selvfølgelig var det synd for mig, men jeg synes, det var mest synd for min mor, siger han.

Svært at mor ikke ser drømmene går i opfyldelse

I dag er det 6,5 år siden, at Mathias Käki sagde farvel til sin mor. I den tid er der sket meget for den i dag 22-årige skuespiller. Blandt andet har han opnået at spille en af hovedrollerne i tv-serien 'Norskov', og han er flyttet fra hjembyen Frederikshavn til København for at forfølge sin skuespillerdrøm. Og det er en af de ting, han ville ønske, at hans mor havde fået lov til at opleve.

- Da jeg gik i 5. klasse, havde jeg en lille, ligegyldig rolle i en skolekomedie, men jeg kan huske, at jeg gav den hele armen og synes, det var så sjovt, og det kunne min mor også se. "Vi bliver nødt til at få dig ind på de skrå brædder", sagde hun efterfølgende. Men hun nåede så aldrig at opleve, at det rent faktisk lykkedes for mig. Og det fylder rigtig meget, siger Mathias Käki og fortsætter:

- Mit liv gik og går ligesom videre, og jeg har jo stadig mulighed for at blive far, blive gift og den slags. Men det er hårdt at tænke på, at hun ikke får lov til at opleve det.

Da jeg gik i 5. klasse var jeg med i et lille julestykke, som skulle vises for skolen og forældrene. Jeg havde den mest ligegyldige rolle som en husnisse, med et antal replikker, der kunne tælles på en hånd med tre fingre. Men jeg nød det og havde en fest, og det tror jeg også min mor kunne se. For da stykket var slut, var det første hun sagde til mig - "Vi bliver nødt til at få dig ind på de skrå brædder". Jeg var 11, da hun sagde det. Jeg var 15, da hun døde af kræft. Jeg var 18, da jeg fik min første rolle. Det sværeste er ikke at komme over tabet, for livet går videre og man skal stadig nå de samme ting som før. Det sværeste er tanken om alt det de går glip af, og alle de forhåbninger og drømme de havde på ens vegne, men som de aldrig finder ud af faktisk gik meget godt, og ikke er her til at dele øjeblikket. Så hjælp med at knække cancer! Børn skal ikke dø før deres forældre, og folk skal ikke miste deres forældre før tid er. #knækcancer

A post shared by Mathias Käki Jørgensen (@mathias_kaki) on

Vigtigt at tale sammen

Når Mathias Käki fredag aften går på dansegulvet, når 'Vild med dans' knækker cancer, er det derfor også hans mor, han kommer til at have i tankerne.

Selvom han ikke ved, hvordan han kommer til at reagere i øjeblikket, ser han frem til at støtte op om en sag, som står ham nær.

Og så har han særligt ét råd, han ønsker at give videre til andre familier, der må blive ramt af sygdom.

- Det er så fandens nemt at sige, at man skal tale sammen. Men det skal man altså virkelig huske. Man skal ikke være bange for at stille spørgsmål, selvom det er svært. Selvfølgelig skal man have lov til at håbe og drømme, men det er også vigtigt, at man bliver informeret og får et realistisk syn på, hvordan det hele hænger sammen, hvad mulighederne er osv., siger Mathias Käki og tilføjer:

- Ellers går man måske ligesom mig og drømmer sig væk og lige pludselig bider det en i halen. Og så er det hele for sent.