Pernille Blume til Knæk Cancer: Jeg må lade tårerne flyde

Svømmeren Pernille Blume har forberedt sig på, at hun måske kommer til at græde, når hun i aften skal modtage danskernes donationer til Knæk Cancer.

Pernille Blume, der vandt guld i svømning til dette års OL, har brugt hele dagen på at forberede sig til at skulle sidde i call centret til indsamlingsshowet Knæk Cancer Live, der sendes på TV 2 kl. 20 lørdag. 

Se Knæk Cancer Live på TV 2 PLAY

- Jeg er mest spændt på at skulle ind og snakke med folk. Jeg bliver også lidt berørt af det. Og jeg har lige skulle samle mig hele dagen for at få energi til det, fortæller den 22-årige svømmer. 

I løbet af aftenen skal hun besvare opkald fra danskere, der gerne vil donere penge til indsatsen mod kræft, og der kommer ofte opkald fra både voksne og børn, der har haft kræft helt tæt inde på livet, og det er Pernille Blume helt indstillet på. 

- Jeg tror bare, jeg er, som jeg er, og så må jeg lade tårerne flyde, hvis det er, og det kan de godt komme til, siger hun og tilføjer:

- Men jeg håber også, vi hører en masse gode historier, som er dejlige og varmer om hjertet.

Hver tredje dansker rammes af kræft, og ligesom langt de fleste danskere har Pernille Blume også været i berøring med sygdommen. 

- Jeg har haft en træner, der døde af kræft, og det gik meget hurtigt, og jeg har også en veninde, der har været ramt af kræft.

Pernille Blume er selv meget opmærksom på at gøre sit for at forebygge kræft, for eksempel er hun meget opmærksom på én ting: 

- Jeg bruger altid solcreme, det er jeg meget hysterisk med. Det er noget jeg tænker på, fordi der er så mange, der bliver ramt af kræft, siger hun.