Retorik om sygdom splitter: - Selvom hun døde af kræft, er hun ikke en taber

To tidligere kræftpatienter er uenige om, hvordan man bør tale om sygdommen. Helle blev udråbt som en 'vinder', og det føltes helt forkert, synes hun.

Hvordan skal man tale om kræft?

Det er et emne, der fylder rigtig meget hos de mange danskere, der lever med en kræftdiagnose, eller som på anden vis har haft sygdommen tæt inde på livet.

Per Andersen og Helle Høstrup, der begge har haft lymfekræft, er ikke enige.

De har hver deres holdning til, hvordan man skal tale om en kræftsygdom, fortæller de i ’Go’ morgen Danmark’.

Per Andersen taler helst om sit kræftforløb som en kamp, han skulle vinde.

Det gør han stadig, for det ér en kamp uden regler, mener han.

- Det giver mig en forståelse for, hvordan jeg skal mobilisere mig selv. Jeg har aldrig forvekslet mig i at være læge, men så må jeg bringe noget andet til bordet, og det er mit mentale mindset, siger Per Andersen.

Helle Høstrup er uenig. Hun mener, at det er forkert at sige, at man kan "vinde over kræften".

"Der findes ikke vindere og tabere"

Helle Høstrup har selv besluttet sig for helt at undgå kampretorikken, for det placerer et ansvar hos den enkelte for at blive rask, og det er forkert, lyder det.

Om kræft i Danmark

  • Kræft er den hyppigste dødsårsag blandt danskerne.
  • Hver tredje dansker får kræft, før de fylder 75 år.
  • Kræft opstår, fordi celler i kroppen begynder at vokse ude af kontrol.
  • Hvert år får godt 35.000 danskere kræft – det er 97 om dagen.
  • 15.400 danskere dør af kræft om året – det er 42 om dagen.
  • Ca. 267.500 danskere lever med en kræftdiagnose.
  • Der findes mere end 200 forskellige kræftformer.
  • Forskning leder hele tiden til nye fremskridt og nye måder at behandle kræft på. Det betyder, at flere overlever kræft eller lever længere med sygdommen.

- Det er ikke en kamp. Det er hårdt arbejde at blive rask, mener Helle Høstrup, der arbejder som sygeplejerske og antropolog.

- Vi kommer til at sige bestemte ting, når vi bruger kampretorikken, og når vi taler om kræft som en krig eller en kamp, så taler vi et drama ind i det, og så taler vi også om vindere og tabere, når vi siger: ”Hun vandt eller tabte til kræften”, og det, synes jeg, er uheldigt. For der findes ikke rene vindere og tabere i det her, siger Helle Høstrup.

Sådan har hun dog ikke altid tænkt.

Veninden var ikke en 'taber'

Da hun selv blev syg, så hun det i begyndelsen også som en kamp, der skulle vindes.

- Jeg er en af dem, der blev udråbt som helt bagefter, fordi jeg besteg bjerge og løb, og der havde jeg det vanskeligt, fordi jeg ikke følte mig som en vinder. Når folk omtalte mig som vinder, fik jeg fornemmelsen af, at jeg var reduceret, for så så de ikke mig, fortæller Helle Høstrup.

Både Helle Høstrups mor og veninde døde af kræft.

Det har også været med til at ændre Helle Høstrups syn på, hvordan man bør tale om sygdommen, lyder det.

- De var meget kede af det, for de følte sig ikke som tabere. Min veninde vidste, at hun ikke blev rask, men det der prædikat med, at hun tabte til kræften, det følte hun ikke. Hun var ked af, at hun ikke blev rask, men hun mente ikke, at hun var en taber, siger Helle Høstrup.

Per bruger stadig kampretorikken

Per Andersen har det helt anderledes. For ham er kampretorikken en vigtig del af hans sygdomshistorik.

Den vækkede en kriger i ham.

- Som jeg ser det, skal man kæmpe for det i sundhedssystemet, og blive en samarbejdspartner. Når vi lægger kræfterne sammen, så tror jeg, man kommer længst. I starten var den kriger, der er i mig, en sløret skikkelse, men jeg havde et kampinstinkt, og den har jeg fundet frem, siger Per Andersen.

Selvom han i dag er kræftfri, bruger han stadig kampretorikken, for Per Andersen har fået senfølger af sin kræftsygdom.

- Jeg har hjertesvigt, så min kamp fortsætter, og jeg laver selv mentaltræning. Jeg har en app, som jeg hører 15 minutter hver dag. App'en tager mig ned i min underbevidsthed, så jeg kan bearbejde alle de ting, jeg er bange for, og jeg lukker nye tankespor ude. Hvis jeg har fået en ide om, at nu er kræften kommet tilbage, så kan hjernen godt hoppe på den, selvom jeg ikke har det. Så på den måde holder jeg en mental balance, og det er en del af min kamptræning, siger Per Andersen.

Både han og Helle Høstrup mener dog, at man skal tale om sin sygdom på den måde, man selv finder bedst.

Det skal der være plads til, lyder det.

Det, oplever Per Andersen, der arbejder som foredragsholder, også, at der er.

- Jeg mener, at vi skal finde vores vej hver især, og det, der virker for mig, det er at skabe de her billeder i mit hoved, men der kan sagtens være en anden vej ud af det, men det vil bare ikke virke på mig, slutter han.

Afstemning