Rita fra TV 2-program mistede sin elskede Aage til demens - blev selv ramt af en livstruende sygdom

​Efter tabet af sin mand, nåede Rita knap nok at finde livsglæden igen, før hendes liv endnu engang blev sat på standby af en livstruende sygdom.

- Jeg følte mig fuldstændig bombet tilbage. Jeg havde det sådan, at så kan jeg lige så godt lægge mig til at dø, sådan siger Rita Knudsen, der blev ramt af kræft, kort tid efter at hun mistede sin mand.

Mange tusinde danskere så med, da Rita Knudsen tog afsked med sin demenssyge mand, Aage Rasmussen, i sommeren 2016. Siden har Rita været igennem sit eget sygdomsforløb.

Det fortæller hun i Go’ aften Danmark tirsdag.

Du kan se alle Knæk Cancer-programmer gratis på TV 2 PLAY

Rita Knudsen blev landskendt, da hun medvirkede i TV 2–dokumentarerne ’Rita og Aages sidste dans” og ’Da Aage forsvandt’. Her følger man ægteparret i en periode på seks år, efter Aage Rasmussen bliver ramt af en af de meget alvorlige former for demens, Alzheimers.

Mens Aage langsomt bliver til en skygge af sit tidligere aktive jeg, forsøger Rita at finde fodfæste i en fremtid uden Aage. Rita er den, der skal leve videre – og kan og tør hun tillade sig selv at finde lykken og ikke mindst kærligheden, efter Aage er borte?

Så skal du nok ikke mere her i livet, var der en stemme inden i mig, der sagde

Rita Knudsen

Sygdommen kom med posten

Sidst vi hørte fra Rita var hun ved at flytte fra det hus, hun havde delt med sin afdøde mand Aage i Gl. Rye ved Skanderborg. Det var i marts.

Flyttekasserne var pakket, huset var solgt, og hun havde sat kurs mod sin nye destination Viborg for at finde lykken et andet sted i Danmark - tættere på sine børn og børnebørn.

Fakta om kræft

  • Hver tredje dansker bliver ramt af kræft.
  • Knap 267.500 danskere lever med en kræftdiagnose.
  • Mere end 15.000 danskere dør hvert år af kræft. 
  • De fem hyppigste kræftformer blandt kvinder er: Bryst-, lunge-, tyktarm- og modermærkekræft, samt kræft i hjernen. 
  • De fem mest hyppige kræftformer for mænd er: Prostata-, lunge-, tyktarm-, blære-, og endetarmskræft.

- Så syntes jeg, at livet tilsmilede mig igen. Jeg fik en indre glæde. Viborg er en skøn og smuk by og tager godt imod tilflyttere. Og der er også glæde hos familien over, at jeg var flyttet derop, så det varmede også, fortæller Rita Knudsen.

Desværre blev hendes nyfundne glæde afbrudt af posten. 

- Jeg fik en lille pakke med posten om at deltage i folketest. Jeg vidste godt, at der var et eller andet, der ikke var rigtigt. Jeg havde haft svært ved at regulere min mave – men jeg havde ikke forestillet mig, at det var noget i den retning.

Omkring april/maj får Rita Knudsen konstateret tyktarmskræft.

Healing vender livsmodet

Det bliver for meget for Rita Knudsen, der ikke kan overskue endnu et sygdomsforløb. Denne gang med sig selv i centrum.

- Jeg tænkte bare, at der så ingen grund var til at blive ved med at kæmpe og tænke positivt. Så skal du nok ikke mere her i livet, var der en stemme inden i mig, der sagde, lyder det fra hende.

På opfordring fra en god ven prøver Rita Knudsen healing. Og det giver hende livsmodet tilbage.

- Da jeg rejste mig igen, var det sådan "de kan bare komme an". Jeg var ikke engang sikker på, at jeg stadig havde kræft. Jeg var helt euforisk. Den indstilling tog jeg med på sygehuset, fortæller hun.

Fire dage efter bliver Rita Knudsen opereret, og får fjernet en halv meter af sin tyktarm. Få dage senere er hun hjemme i Viborg igen.

Kræftfri og håbefuld

Rita får hjælp til at komme på benene igen af sin svigerinde, der bor hos hende 14 dage efter operationen. Det er ikke helt nemt for Rita at være patienten, når hun så længe har været sygepasseren.

- Jeg har meget lettere ved selv at give omsorg end at tage imod det. Men min svigerinde insisterede på at passe mig, siger Rita og fortsætter

- Da jeg lige havde vænnet mig til, at der var én, så var det egentlig meget hyggeligt.

I dag er Rita kræftfri og har det godt. Men hun lever med frygten om, at sygdommen kan vende tilbage. Men den må vente, for først vil Rita gerne gå caminoen.

- Jeg vandrer med min veninde. Vi overnatter i telt eller shelter eller hængekøje. På et tidspunkt vil jeg gerne gå caminoen. Nu sidder jeg og ser en serie med ham, der går i Japan. Det tiltaler mig meget at gå den tur, men ved ikke, om jeg tør alene, siger Rita.